DIY: FINGERAMPUTATION

Hr-hrmf.
Tilbage i… Marts… Købte jeg et nyt garderobeskab.
Og jeg ÆLSKER det.
Som i virkelig elsker.
Hvad jeg til gengæld ikke har elsket så meget, er den kommode, der blev i overskud efter skabs-købet.
Den har nemlig stået i min noget smalle gang og gjort det noget nær umuligt at komme til og fra køkkenet med bare en smule opspilet mave.
Planen var naturligvis, at den bare skulle stå der en uge eller to, indtil min far havde tid til at vi kunne få den på storskrald.

Men ja, nu har den stået der i nogle måneder.
Lige indtil i går.
Åh, i går… Hvor jeg er sikker på, at stor kommodes møde med Eline og hendes far gav Amager og omegn lidt at tale om…

Min far er handyman med stort M. Jeg ved godt, at mange siger den slags om deres far – men der er ikke noget, min far ikke kan. Måske lige bortset fra at fatte sig i korthed.
Min far er bomstærk, og det er jo dejligt, når man skal have flyttet tunge ting. Men tit er han ikke så god til at fortælle, HVAD han gerne vil have du gør, eller bare hvad der er planen.
Når vi skal lave løfte/flytte-opgaver sammen, står jeg derfor jævnligt med sveden dryppende ned i øjnene og brøler

JAMEN HVOR SKAL DEN HEN? / HVAD LAVER DU? / STOP!

Ja, her er kombinationen af kort lunte, to store temperamenter og tunge sager en brandfarlig cocktail. Det er på mange måder imponerende, at min far og jeg aldrig fejlagtigt har væltet en væg, mens vi har flyttet en sofa…

I går var ingen undtagelse.
Bomstærke far begyndte bare at trække kolossalkommode ud gennem min lejlighed. At alle seks plasticben faldt af i kampen, var sgu da lige meget, og jeg halsede efter – mere til pynt end egentlig løftende.
Og kom med gode bemærkninger á la “hov, benene falder af“, “pas på gulvet” og “ej, nu begynder bagbeklædningen også at falde af!”
Min fars oksende kommentar til det hele var “Det gør ikke noget”

Ude i gården stod traileren parkeret fem meter fra min dør, og min far bad mig tage fat i toppen af kommoden og så slæbte vi den sammen over til traileren i næsten vandret tilstand.
Henne ved traileren var det eneste vi manglede, at rette kommoden op igen og få den op på læsset.
Vi var stort set færdige!
Piece of føking mothercake.
Troede jeg.
For det var først hér, at miseren begyndte…

Da vi begyndte at tilte kæmpekommoden op i lodret position skete der nemlig noget:
Jeg mærkede med en pludselig voldsomhed kommoden klemme sammen om det yderste led på min pege-, lange- og ringefinger.
Det var ikke et lille advarende klem – det var som om Kæmpekommoden havde forvandlet sig til en skide hvidhaj og var igang med at bide mine fingre af!

“Ejnejnejnej, stop!” Jamrede jeg til min far.
Jeg fattede overhovedet ikke, hvad der skete og prøvede instinktivt at trække fingrene til mig – men helt forgæves, de sad virkelig fast.
“AvavavavavavAaavaAAAV!” klagede jeg i en stigende toneleje og lydstyrke som en ambulance for fuld udblæsning
“Jamen hvad SKER der?” Råbte min far
“AAAAAAAAA- mine —–AAAAAAR- fffffffingre!!!!” Nu lød jeg mest som en ko i brunst.
Stadig helt uforstående over, hvordan kommoden pludselig kunne være ved at lave en føking uautoriseret fingeramputation på mig, prøvede min far at stille kommoden op.
Hvad ingen af os vidste var, at grunden til, at mine fingre var kommet i klemme var, jeg havde fået fingrene lidt for langt ind under den øverste plade på kommoden – der hvor bagbeklædningen var gledet ned.
Men når nu vi prøvede at stille kommoden op igen, så gled bagbeklædningen tilbage på plads – eller det vil sige med mine fingre indimellem. Og nåh ja, når kommoden ikke har nogle ben længere, så hviler bagbeklædningen jo direkte på jorden og bliver skubbet på plads med hele Kæmpekommodens monstrøse vægt.
Så det dér med at forsøge at stille kommoden op igen – det var en ret dårlig idé.

Og således udspillede sig en skrige-seance fra en krigsscene og som for tid og evighed krakelerede min selvrespekt

For idet vi prøvede at rette kommoden op, gik jeg fra højlydt jamren til decideret skrigen. Det lød cirka sådan her:

Mig: “ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅH GGGUUUD NEJNEJNEJ AAAAAAAAAAAAAAAAAAARGH”
(Så mit liv passere revy. Der var utroligt meget cola)

Min far: “Hvad fanden, hvad sker der? Hvad skal jeg gøre?!”
(Råbende)

Mig: “NEEEEEEJ!! MMMMIIIIINE FIIIIIIIIIIINGREEEEE-AAAAAAAAAAAAAARGH!!!!!! *SKRIG* *ÅH så meget skrig*”
(Overvejede i glimt kommende karrieremuligheder som jordemoder uden fingerspidser)

Min far: “HVORFOR HAR DU OGSÅ STUKKET DINE FINGRE DERIND!!??!”
(Min far er den bebrejdende type, når han bliver ked af det over at overvære sin datters fingeramputation)

Mig: “ÅÅÅÅÅÅ-AAAAAAAARHG!! Jeg stak dem — AAAAAAAARRRRRH– derhen hvor – Arrrrrrrhrhrhhrhraahah – du sagde, jeg skulle!!! ÅhhhhNNEEEEEEEEEEJ!”
(Men ellers superfedt spørgsmål, far. Tak for det!)

Med min fars bomstærke beslutsomhed lykkedes det ham på én eller anden måde at få flået overdelen så meget op, så jeg kunne trække fingrene til mig og hajen slap sit tag.
Jeg holdt om min hånd som en død fugleunge og turde knap nok se ned på den. For hvad ville møde mit syn?
Åbent knoglebrud?
Fingerspidser så tynde som et A4-ark?
Sorte ekstremiteter??
…
Efter en god portion isterninger kan jeg nu levende fortælle, hvad mine fingre ligner her dagen derpå.
Sig selv.
De ligner fandme sig selv.
Og jeg ligner verdens største drama-queen, der sørgede for at skrige som en sindssyg midt ude i min hestesko-formede gård (så skrigene rigtig kunne blive kastet fra husmur til husmur) på julis varmeste dag, hvor alle beboere har altandøre og vinduer stående åbne.

I tror, at jeg overdriver, gør I ikke?
I vil sige sådan noget med, at jeg sikkert ikke har skreget så højt. At det altid lyder højere i ens eget hoved.

Nej.
Jeg skreg så højt.
Jeg skreg så højt, at min overbo kom ned og fortalte, at hun kom til at skære sig i fingeren af forskrækkelse over det skrig hun hørte i gården. Det lød jo som om den var helt galt!

Og nu sidder jeg så her med en finger, der højst har fået en lille bule og en rødme, der lige så godt kunne stamme fra en neglerod og tænker, at jeg må ud og lede efter min selvrespekt og min smertetærskel, som jeg tydeligvis har tabt midt i gården.
Enten dét eller også er jeg bare en superhealer…

Føk.

….

Vil du høre mere om hverdagens gråtoner sort på hvidt og hvad jeg laver, når jeg ikke blamerer mig, kan du stalke bloggen på både FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og SNAPCHAT. Navnet er selvfølgelig sortpahvidt