Kære Hverdag - jeg er din igen!

Besynderlige ting, der sker med mig og min krop EFTER en nattevagt

image

Man kan sige meget om et søndagsvejr som dét i dag.
Det meste af det, vil nok dække over begrebet “LORTEVEJR“.
Men som én, der af og til (og lidt for ofte) må bruge dagen med lukkede øjne, så kigger jeg ud af vinduet og tænker, at det er det perfekte sovevejr.

For nattevagter har sin pris.
Ikke bare mens de står på – nej, for pokker! Strabadserne begynder nærmest først for alvor, når de er slut, og kroppen får frie tøjler til at spasse ud.

Her er hvad der sker med mig og min krop EFTER en nattevagt…

klokken 07.45: VAGTSKIFTE! FARVEL OG GODNAT!

klokken 07.50: Må bare lige fortælle denne sjove anekdote til min kollega… Og indvie alle i mit evindelige postnattevagt-dilemma, som hedder “Cykle eller pendle hjem?”

klokken 08.00: Mave brøler endnu en gang KAGE eller BLOMKÅLSGRATIN. Jeg ignorerer den, klemmer den ud af uniformsbukser, der på mærkværdig vis må være krympet adskillige størrelser i løbet af natten og putter den ned i joggingbukser. Så begynder jeg at diskuterere med mig selv: A) CYKEL eller B) BUS?

(Alle dem, der vælger A læser videre hér. Dem, der vælger B, springer de næste linjer over og går direkte til punkt B)

Du har valgt mulighed A – Cyklen!

Klokken 08.05: Spænder hjelmen. Bogstaveligt og billedligt talt. Sætter både lydbog og Endomondo på. Af sti afsted!

klokken 08.07 Hvorfor fanden ligger cykelparkeringen i kælderen?? Er det for at tage livet af vores trætte medarbejdere, når de skal op af rampen efter en vagt?? Kører nærmest baglæns mens jeg ikke ved, om jeg er ved at tisse i bukserne af anstrengelse – eller bare dø.

klokken 08.17 har kørt…. Hele tokommaetellerandet kilometer… nu kun cirka 8,5 kilometer hjem. Shit. Hader alle

klokken 08.20 Du er grim!

klokken 08.25 De kalder mig SprintEline ude i byen

klokken 08.43 Hvad? Hvor mange kapitler af den her lydbog har jeg egentlig hørt? Død? Hvem er død? Hedder hovedpersonen virkelig Uffe?? Er det en krimi eller en kærlighedsroman?

klokken 08.48 Hader at blive overhalet af nogensomhelst. Bliver lige nu overhalet af hvemsomhelst. Har lyst til med høj og skinger røst at bekende at JEG HAR FOR FANDEN IKKE SOVET HELE NATTEN til alle i min nærhed. Ekstra højt til dem, der nonchalant cykler forbi

klokken 08.55 snart er vi hjemme. Sveder. Voldsomt.

klokken 09.03 HJEMME! Orker næsten ikke at bøje mig for at tage skoene af

Du har valgt mulighed B – bussen!

Klokken 08.10 Buuuuuuuuus! BuuuuuuuuuuuUUUuuuuS! VENT på miiiiiiii-iiiiiiiiiiiiiiii-aaaaaaaaaiiiijj! (Af ukendte årsager ender jeg altid med at måtte løbe efter bussen. Altid)

Klokken 08.13 Okay. Skal ikke falde i søvn i bussen denne gang.

klokken 08.17 spændende lydbog. Meget spzzzzzz… Ændenzzzz… Ndeszzzz. Zzzz

klokken 08.29 FØK! Her skal jeg af!

klokken 08.30 Skal hele København med 4A til lergravsparken? Jeg er ligeglad. Jeg SKAL bare med den næste bus.

Klokken 08.33 Hader alle

Klokken 08.35 Du er grim. Det er jeg også. Men. Jeg har i det mindste været oppe hele natten. Jeg har en undskydning.

klokken 08.38 BUS. KOM. NU. Bemærker at hår er så fedtet, at andre må tro, at det er vådt… Finder mascaraklat nederst på venstre kind.

Klokken 08.40 Proppet bus arriverer. Det er nærmest ragnarok at komme ind. Ren krigszone. Udnytter dværgvækst og bliver aggressivt klemt med ind. Under én eller andens armhule. Har meget ondt af mig selv.

klokken 08.48 Får en siddeplads. Mave bliver så glad, at den råber ud i hele bussen. Højt. Jeg trækker stregen, da den også foreslår en glædesprut. Der må være grænser.

klokken 08.54 Hedder hovedpersonen virkelig Uffe?? Er hans kone gået fra ham, eller er hun død?

Klokken 09.03 Sov vist lidt. Hestkærrer? Jeg troede, jeg lyttede til en nutidsroman…

klokken 09.10 Shizzle my nizzle! Hjemme på Amager. Er det bare mig eller solen usædvanligt skarp i dag?

Klokken 09.12 i lejligheden. Kommer i tanke om, at jeg ikke ved, hvornår jeg sidst tissede. Gør det for ordens skyld. Blære overrasker med at have gemt på vandforsyningen til en mindre afrikansk landsby. Nok ikke så sundt.

klokken 09.16 Maven får lov til at bestemme “morgenmaden”. Oftest noget med karry eller andet, der normalt ville få folk til at væmmes på denne tid af dagen. Maven holder hårdt på, at det for fa’en er aftenstid for den… Og at den ikke har fået kage…

klokken 09.22 Kunne faktisk være vågen resten af dagen nu. Er slet ikke træt.

klokken 09.25 Ser serie i sengen. Alt fra The Office eller Modern Family til Game of Thrones. Sætter en mordgåde på.

klokken 09.38 Øjne helt usamarbejdsvillige. Svømmer rundt. Og altså, hvem er NU død?

klokken 09.45 Okay. Jeg lægger serierne væk, og lægger mig til at sove. Kan formentlig slet ikke falde i sszZzzz…

klokken 12.00 TISSE! Argh! Blæren har på mystisk vis fået oparbejdet helt vild kapacitet. Må have optaget vand fra sengen… Er det ikke noget med, at man årligt sveder 11 liter, mens man sover? Dem har blæren optaget.

klokken 12.06 aaaaaaaah. Det lettede. Skade skratter uden for mit vindue. Bliver irrationelt og helt ude af proportioner sur på fuglen. Er lige ved at stille mig ud på altanen og skræmme-klappe den væk, med mine nøgne bryster blafrende rundt om kroppen. Besinder mig i sidste øjeblik og tager en t-shirt på.
Maven er for engangs skyld helt stille

klokken 12.24 zzZzZZzzz

klokken 13.43 Nogen larmer. Jeg bliver sur og stikker to overdimensionerede ørepropper i mine alt for små øregange. Min venstre hånd er den eneste, der sover… Fordi jeg i en dødslignende døs har lInger oven på den.

klokken 14.10 Hold kæft, mave. ZzZzZ..

klokken 14.18 HEDESLAG. Nogen har forvandlet mit soveværelse til en stenovn og jeg til hovedrolleindehaveren frk. Pizza Calzone.

klokken 14.50 Kunne forresten virkelig godt spise en pizza.

klokken 14.52 eller en burger

klokken 14.53 med en stor pomfrit

klokken 14.54 og remoulade… OKAY, jeg står op

klokken 15.00 Hvem har i øvrigt tæsket mig i hovedet med en dybfrossen lammekølle, mens jeg har sovet?

klokken 15.12 Kan ikke tænke en eneste rationel tanke… Kun måske TØMMERMÆNDSMAD!

klokken 17.00 Har brugt to timer på min sofa med at overbevise mig selv om, at jeg burde 1) gå i bad 2) gå ud at handle 3) få noget fornuftigt indenbords. Har stedet 1) set serier 2) spist mørkt chokolade 3) fornægtet enhver voksen forpligtelse

klokken 17.30 Maven er nu helt ustyrlig. Vil have chips og cola. Jeg vil bare have fred.

klokken 17.35 Graver nogle rester frem fra fryseren. Maven prøver at overbevise mig om, at vi kan spise det, uden at tø det op…

Klokken 18.25 Det var også det bad der.

Klokken 18.45 Gider ikke i bad

klokken 19.03 Gider ikke ud af bad. Har jeg egentlig allerede vasket håret? Gjorde jeg det, før jeg barberede armhulerne? Hår bliver sgu lige vasket igen…

klokken 19.30 Går over i fakta for at købe sunde gode snacks til næste nattevagt. Tænker gulerødder, kokosstykker, skyr, frisk frugt og måske en Kildevæld med blid brus.

klokken 19.43 Forlader fakta med en pose saltede mandler, en plade mørk chokolade og en Pepsi Max.

klokken 20.00 Burde måske tage en lur?

klokken  20.13 Eller bliver jeg så for træt?

klokken 20.35 Krop er træt nu. Skynder mig at sove.

klokken 20.53 nu er krop pludselig ikke mere træt. Messer bare skalsnartafsted skalsnartafsted skalsnartafsted

klokken 21.01 fuck dig, krop

klokken 21.20 Krop kvitterer med træthed og hovedpine. Touché, krop, touché.

klokken 21.30 Afgang til endnu en nattevagt.
Øjnene er lige kommet i tanke om, at de forresten er blevet uvenner med kontaktlinserne. Prøver at komme så langt væk fra hinanden som muligt.
Maven puster sig op og gør sig til over for alle de øvrige organer.
Hjernen har sat sig i tomgang og gider ikke mere.
Og jeg… Ja, jeg må jo bare lægge krop til det hele.

Åh ja, nattevagters finurlige underfundigheder!

Vil du læse mere – for eksempel, hvordan min krop reagerer I en nattevagt – kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller SNAPCHAT (Sortpahvidt)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære Hverdag - jeg er din igen!