Sådan får du forhøjet blodtryk på græsk manér

(ADVARSEL. Jeg er selv halvgræker, og derfor fuldt ud berettiget til mine generaliserende udtalelser omkring mit fædrene ophav. Det er alt sammen sagt med meget stor kærlighed)

Aaaah. Korfu.
Ferie med familien.
Hvor afslappet kan det blive?

Men forinden ferien kommer altid det knap så afslappende; pakning og flyvning.
Isærdeleshed det dér med at komme frem til destinationen, kan være stressende og energikrævende.
Korfu er en lille græsk ø, og det der med at komme dertil med fly er ikke sådan bare lige uden for turistsæsonen.
Der kræves mindst én mellemlanding, og så sidder du gerne i time efter time, mens du bare og kukkelurer og konsumerer hurtige kulhydrater og colaer til ågerpris og mærker hjerneceller og overskud forlade krop (og nemkonto)…
Så da min mor denne gang konstaterede, at vi kunne finde en flyvning til Korfu med en mellemlanding på bare en time i Athen, var begejstringen til at tage og føle på. Og JA, det var selvfølgelig med det samme flyselskab, så eventuelle forsinkelser ville ikke betyde noget katastrofalt, for vi kunne checke in hele vejen…

Så kom afrejsedagen og humøret (og stressniveauet) var i top.
Vi var fem voksne og min nevø på tre år, der skulle afsted, og bare dét at følges ad gennem security i Kastrup Lufthavn, var lidt af en logistisk opgave.
Og ja, vi blev selvfølgelig forsinket med første fly – for hvis der er noget grækere og græske flyselskaber er gode til, så er det at komplicere selv de mest simple ting med en god portion bureakrati.
Flyet var stopfyldt – den græske påske stod for døren, og det betød at græske emigranter fra nær og fjern valfartede til både storbyer som Athen og små, sorte landsbyer langt oppe i bjergene.
Så da vi begyndte indflyvningen til Athen omkring en halv time forsinket, var meldingen klar:

“ALL PAZZENGERS WIFF TRANSFER TO SOUVLAKITIS, TZATZIKISAS, RETZINABOULIS or CORFU PLEASSSSE CONTACT GROUND PERSONAL WHEN LEAVING THE AIRCRAFT!” Gjaldede stewardessen over højtalerne
(I virkeligheden har ingen græker nogensinde haft brug for en højtaler. De kan snildt råbe et helt fly op eller kommunikere på tværs af landegrænser uden. Derfor lader de også som om de slet ikke er i besiddelse af en sådan, og brøler uanset hvad de holder foran munden.)

Lettere døv var jeg klar til at forlade flyet, da vi landede. Den øvrige del af min familie havde svært ved at komme ud da alle asede og masede og stod i vejen (ja, mig selv inklusiv), så jeg sagde, at jeg ville gå i forvejen.
Ude foran flyet holdt tre busser, der skulle transportere os til terminalen, men som den pligtopfyldende borger jeg er, fandt jeg straks en “ground personal” som kunne lede mig på rette vej.
“Excuse me,” sagde jeg til manden i neonvest.
“I have a connecting flight to Corfu, how do I get to the gate?”
Manden kiggede på mig, som om jeg lige havde spurgt ham, hvor mine fødder sad og sagde med største selvfølge:
“In the bus. Go in the bus” Fair nok. Måske skulle jeg bare spørge, når vi kom ud af bussen i terminalhallen.
Nu kender jeg jo de græske busser, og hvis jeg kan konkludere én ting, så er det, at dørene ikke lukker, før man har mindst femten mennesker med, som der egentlig ikke er plads til.
Så da jeg så, at der stadig var masser af albuerum i bussen, tøvede jeg ikke med at stige ind. Og ja, mase mig laaangt ind i bussen, så der var plads til resten af min familie, der snart ville ledsage mig.
Men ak, ikke så snart var jeg trådt ind i bussen, før dørene lukkede bag. (Det skulle senere vise sig, at jeg åbenbart var kommet med bussinessclass-bussen. Folk med penge må åbenbart ikke svede på hinanden.)

Jeg blev lidt ærgerlig over at blive afskåret fra den øvrige del af familien, men for ikke at bekymre nogen ved at være blevet væk som seksogtyveårig, vinkede jeg vildt til min far, som om jeg aldrig havde været alene før i mit liv.
Han så mig meget tydeligt ikke.
Det gjorde alle andre jeg ikke delte genpøl med.
Skidt pyt.
Da jeg kom ud ved terminalen, var jeg roligheden selv på trods af, at vores connecting flight meget snart måtte skulle til at boarde.
Jeg tændte min telefon.
Jeg ventede tålmodigt på min familie, da den næste bus kom.
Og dén efter den.
Og det var først da damen i terminalhallen lukkede dørene ud til vejen, og adskillige SMS’er begyndte at vælte vrælende ind på min mobil, at jeg mærkede panikken, der begyndte at sitre i mine fingerspidser.
Noget var galt.
“Excuuuuuse me,” brægede jeg til dørdamen
“Yas?” Tre ubesvarede opkald fra min søster
“Are there no more busses?” Ringe op. Telefonsvarer.
“I dan’t know”
“Is there another transfering bus?”
“I dan’t know” jesus kristus, jeg er vist på afveje…
“Okay. Thanks” For nothing.
Kom igennem til min søster.
“Hvor er du?”
“Hvor er I?” sagde vi i kor.
“Jeg er i terminalen”
“Vi er i bussen. Vi bliver kørt direkte til gaten.”
FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK
“Okay. Okay. Jeg kommer”
“Det er B9”
“Okay, okay. Jeg kommer”
(min søster har sidenhen fortalt, at jeg lød meget rolig, hvilket uden tvivl var meget langt fra min egen opfattelse)
*DUT*

Jeg løb op ad rulletrappen, gennem gangene, da jeg kom i tanke om, at min detour betød, at jeg nu skulle igennem security.
Igen.
G R Æ S K security.
Shit!
Jeg fiskede pas og boardingcard op af lommen og afstod fra trangen til at brøle “COMING THHHHHHHROOOOOOOOOUGH!” mens jeg prøvede at mase mig forbi en mindre græsk landsby.

Da jeg nåede securitykøen, var det endnu ikke lykkedes mig at komme forbi det græske påskeoptog, og jeg noterede mig, at de ved Gud hverken havde fået pas eller des lige frem – Herregud, de havde sikkert syv liter bundulovlig olivenolie i deres håndbagage – og jeg korsede mig indvendigt.
Og så var det, at jeg gjorde noget af det mest usympatiske, jeg i mit liv har gjort:
Da vi kom ind i den labyrintiske form af afspærringsbånd, udnyttede jeg ganske enkelt min dværgehøjde og kravlede under samtlige bånd der krydsede min vej, og voldsnød mig dermed ind foran alle zusammen!

Jeg viftede febrilsk med pas, boardingcard og insulinpumpe og fik hurtigt anvist en kø… med verdens langsommeste, græske skrankepave.
Møjsommeligt vendte og drejede han min frakke, min pose og håndtaske, som om nogle af delene kunne finde på at eksplodere i hånden på ham, hvis ikke de på præcis rette måde blev lagt i kasserne på båndet.

“Do you haarve any liquid in your baa-”
“No” afbrød jeg
“Do you haaarve any hairstraightanar?”
“?” Ligner jeg seriøst én der rejser med et glattejern i min håndtaske??
“No”
Do you haaarve any haircurlar?”
“No!”
“Creme?”
“No!”
“Lotion?”
“NO! No nothing! No. I just came from another flight! And I’m about to miss my connecting flight because I was put on the wrong bus! So no, no nothing!” Jeg var lige ved at lave en Ben Stiller i Meet the Parents-scene, og heldigvis lukkede manden mig igennem – ovenikøbet med et good luck!

Og pling!
Pludselig stod jeg dér foran gaten.
Sammen med cirka tohundrede andre grækere.
Prustende og svedig men rettidigt.

– Og hvordan jeg endda formåede at komme frem før min øvrige familie, er mig stadig en gåde!

…
Og flyet?
Ja, det var selvfølgelig tyve minutter forsinket!

…

Hvis du ikke kan få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM.