Don’t poke the bear. Just don’t.

Altså.
Nattevagter er en naturlig del af arbejdet på en fødegang, og de kan være ganske fine. I hvert fald i mit hoved. Men min krop er begyndt ikke at være helt enig.
Den gør knuder, vrider sig, opfører sig mærkeligt.
Jeg bliver forvandlet til en irritabel zombie, der enten spiser alt hvad der er i en kvadratkilometers radius – eller ikke indtager andet end cola og the. Jeg bliver gnaven som bar pokker, og hvis jeg ikke siger noget, er det nok bedst, at andre heller ikke gør det. I hvert fald ikke taler direkte til mig, men bare lader mig sidde at sumpe. Det er ikke i eller efter nattevagter, at de store tanker bliver tænkt – så meget kan jeg afsløre.

Det var sådan, jeg sad og tænkte, da jeg skulle hjem med taxa efter min nattevagt nummer to her til morgen.
Klokken halv seks – åh, det hårdeste tidspunkt i en nattevagt – var jeg blevet kaldt ud til en hjemmefødsel. Det hele var stille og roligt gået i gang, men var stadig i opstartsfasen da jeg kom til hjemmet. Jeg puttede familien og havde selv lyst til at stjæle en dyne og krybe til køjs lige her og nu, da jeg ringede efter en taxa og ønskede familien held og lykke, og begav mig ud i morgensolen.

Jeg var så udkørt, at jeg følte mig millimeter fra at blive til en flydende substans. Jeg følte mig heller ikke helt på toppen; maven rumlede og jeg havde virkelig kvalme.
Derfor afveg jeg fra mine taxa-rutiner, og satte mig på forsædet/snakkesædet i taxaen. Jeg tænkte, at lidt smalltalk om vind, vejr og formentligt babyer, kunne aflede mig fra mit ubehag.
Men ak, jeg skulle opgive mit efternavn da jeg bestilte taxaen og da det gik op for chaufføren, at jeg var halvgræker, ville han føkme tale politik! Den græske krise. Ting man ikke orker at tale mere om. Nogensinde.
Jeg prøvede at glide af på emnet. Nej, det var noget værre noget dernede. Nej, det så ikke godt ud. Nej, jeg synes ikke at Tsipras var den kvikkeste mand i økonomiskuffen. Men oh skræk oh ve – det syntes taxachaufføren, at han var og SÅ begyndte han ellers at diskutere. Jeg følte – lige dér i nattevagtens vold – at jeg havde to reaktionsmuligheder:

1)

Eller 2)

Jeg tror ikke, at chaufføren aner, hvor tæt han var på mulighed nummer to og en alt for tidlig verbal død.
Han gav mig bare en lang påtale om at involvere mig i mit land, da jeg valgte mulighed nummer 1.

Da jeg krydsede gaden på vej til min lejlighed og han gennem det nedrullede vindue råbte efter mig:
“Då skal da se fjærnsyn! Tal med din far om Grækenland!”
Var jeg meget tæt på at eksplodere. Er der ikke en parole om, hvilke emner, der hører indenunder smalltalk? Er vi ikke enige om, at den ikke kan rumme politik?

… og taxachaufføren lever videre. Lykkeligt uvidende om, at han i dag var nanosekunder fra et frontalt sammenstød med en sovende bjørn.
Med virkelig dårlig nattevagtsånde.