Den paranoide type

Altankasserne er kommet op.
Det plejer lidt at være en festdag, hvor min lile altan går fra at være røvkedelig til… at have blomster. Men med det møgvejr vi har haft dette forår og en stor del af juni, er der ingen blomster på noget af krattet.
Mynten er badass og har bredt sig ud i hele krydderurte-kassen. Den dér lille, vildtbladede plante, der fylder en hel altankasse og som jeg ikke ved hvad hedder, prøver med et forsigtigt skud her og der. Og pelargonierne er gået i panik i længsel efter sol og er vokset op ad som lange arme, der higer efter sollys.

Det kunne jo alt sammen være så fint, men det blæser ret meget på min altan. Og jeg bor i stuen. Og når det så – dagligt – blæser, så står de lange pelargoniearme og blafrer derude.

Heldigvis er jeg et rationelt menneske, der kun har set lige omkring 2/3-dele af alverdens thrillere.
Så de piskende arme udenfor forstyrrer slet ikke

Mit hoved siger nej, men mine instinkter skriger: “DØD! Det er alvor det her, løb, løb for helvede!!!!!”

Det kræver en næsten voldsom hjerneaktivitet at forblive i stuen og ikke bare stille mig ud på altanen og sige “hallo? er der nogen? halloo?” ligesom alle de paranoide og smarte typer i krimierne lige inden næste scene, hvor du ser dem ligge på gulvet i en blodpøl og med en pelargoniekvist i håret…