Ikke en løgner mere

Nogen kan måske huske, at der var en lillebitte og bare en anelse skuffende episode med min ene løbe-gadget?

Til de, der ikke kan, kan jeg kort opsummere, at det RET langt inde i min løbeoptræning før Iformløb og – nåh, ja – det der lille, fjollede triathlon, gik op for mig, at min skridttæller var en løgner.
Som i en virkelig STOR løgner.

Hvilket så helt uforvarende gjorde mig til en løgner.

Jeg svansede rundt på mine massive lægge og bekendtgjorde, at jeg havde løbet fem kilometer – og ja, jeg var faktisk også ret hurtig!

Sandheden var dog, at jeg kun havde løbet lige omkring fire kilometer. Og dét langsommere end gennemsnittet.

Den slags er noget nedslående, når der er under en måned til du skal ud og præstere.
Altså, det føltes faktisk lidt som at have booket en syv-retters menu på en fancy fiskerestaurant… og så kom der pludselig én og sagde til dig, at du slet ikke kunne lide fisk. Og det passede!

Jeg var alle sorgfaserne igennem ved tabet af min sidste kilometer.

Først chok.
Var på alverdens hjemmesider med ruteplannere og gennemgik min løberute. Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det hele, var der ikke noget at gøre ved det. Den femte kilometer eksisterede kun i den fantasiverden min skridttæller havde bygget.
Fffff… Ø… K.

Så kom vrede.
Jeg var virkelig vred på Endomondo. – Nej, MOBomondo!
Sikke en stor bølle, der bare sådan kom og frarøvede søde, små motionister deres femte kilometer. Og med sådan en hånende, ligegyldig stemme hvisker dem i øret at de løber lige så langsomt som Bente på firs.

Så blev jeg lidt vred på mig selv.
Så spurtede jeg ud på asfalten i en mobomondo-protest og benene hjulede rundt og rundt og rundt i en kilometers penge. Skulle fandme vise den dumme app.
Men da jeg måtte stoppe for rødt lys, var det snarere app’en, der viste mig.
Det hele svømmede for mine øjne, og jeg måtte slukøret lunte hjem og lade være med at besvime og/eller kaste op på forbipasserende…

Derefter fulgte resignation.
Min sidste kilometer var væk for altid. Jeg havde aldrig løbet fem kilometer. Skulle jeg ikke bare melde fra det der løb?
Så skulle alle deltagerne jo heller ikke hoppe over dværgen med de korte, langsomme ben… 

Men så endelig kom handlekraften. 
Føk mobomondo, føk korte ben. Det åndssvage løb skal bare gennemføres.
Men før jeg kan det, måtte jeg lige vide, at der ikke var en naturlov der sagde, at jeg ikke kunne. Jeg skulle som et minimum vise overfor mig selv én gang før løbet (som forresten er på søndag), at fem kilometer var muligt.

…

og jeg gjorde det! Det var hverken pænt eller hurtigt.
Faktisk var det vel nærmest raffineret gang og alligevel indtog pæonrøde farver mit ansigt – men fødderne fik mig hjem.

Men helt ærligt; fy for den lede!
Jeg havde det sådan hér:

Men eftersom jeg bor alene og latterligt lækre mænd, der kan genoplive dig ikke sådan hænger på træerne, måtte jeg nøjes med klaske mig ud i badet og barbere ben – bare i tilfælde af, at de står i kø til genoplivning på søndag.

… og hey! så er jeg jo heller ikke en løgner mere!
I hvert fald ikke når det handler om løbedistancer…