En ærlig sag

Man må ikke lyve.
…
Så kort kan det siges.
Men det er jo løgn.

Der er masser af gange, hvor man faktisk HELST skal lyve.
Nogle gange af høflighed (“Tak for gaven, jeg har altid været helt tosset med karrygul!”)
Nogle gange rent strategisk (“Kan nok først i næste uge – har supertravlt!”)
Nogle gange for at trøste andre (“Alle har da prøvet at gå rundt med sin kjole siddende fast i sine strømpebukser! ALLE!!”)
Nogle gange for at trøste sig selv (“Jeg er enmeterogtres, ja.”)

Overordnet set kan alle de dersens løgne inddeles i en lille løgnertrappe, hvor de nederste trin er de hvide løgne, man stikker for at gøre andre glade.
Des højere op vi bevæger os, des mere bliver løgnen et værktøj, der anvendes til egen vindings skyld eller ligefrem for at gøre andre ilde til mode.
Se nedenstående eksempler:

Ud fra denne – helt videnskabeligt korrekte – model er jeg kommet frem til, at det er helt i orden at lyve fra tid til anden, når blot det er en velmenende, lille, hvid løgn.
Problemet er, at den ene løgn har det med at blive afløst af den næste – og lige pludselig er man den største, lille lystløgner verden har set!
Se bare, hvad jeg fik rodet mig ud i på arbejdet i går…

Faren: “hvor mange børn har du så taget imod? Tusind?”

(Her er det rigtige svar 15. Men det klinger meget hult ved siden af tusind.
Har jo også taget imod 47 som studerende, såeh… og man må vel godt runde op, ikk’?)

Mig: “nej, nej, ikke endnu. Jeg har vel taget imod… ethundrede…”

Moren efter en ve: “Ethundrede? Jamen, hvor længe har du været jordemoder?”

(Her er det rigtige svar to måneder. Men det kan jeg jo ikke sige, nu hvor jeg pludselig har taget imod mine første hundrede børn… Men jeg var jo JORDEMODER(studerende) tre et halvt år forinden, ikk’?)

Mig: “Puuh… åh… jamen det er vist… (Regner dårligt under tidspres)… to-tre år nu…”

Faren: “To-tre år? Jamen hvor gammel er du?”

(Her er det rigtige svar 24. Måske skulle jeg bare have sagt det, men jeg følte mig forpligtet til at gå planken ud med min nye identitet; DeMangeBørnOgLøgner-Eline…)

Mig: “ÅååÅh, jamen jeg er jo… (Regn, Eline, regn, for helvede!) Jeg havde fødselsdag for nyligt, så skal lige vænne mig til at sige det… 26 år!”

Faren: “HOLD nu op! Så må du da være fløjet gennem skolen!”

Mig: “Hov! Nu må jeg vist hellere hente *etellerrandomogligegyldigt*, som vi mangler fra depotet. Er straks tilbage!”

Løgne – selv de små, kan pludselig få dig meget vidt omkring!
(Også ud i depotet for at kunne skifte samtaleemne…)