Hindbærkroppen tur/retur

Nåh, men engang i november proklamerede jeg jo ligesom, at nu – N U – skulle det være slut med al den slinger!
VÆK med yoyo-vægt – okay, who are we kidding – bare stigende vægt, VÆK med kulhydrater, kage på arbejdet og SLUT med kun at motionere lattermusklerne.

Det gik sådan skidegodt.
Et par uger.
Jeg tabte mig lynbørge et par kilo, mærkede at mine arbejdsbukser ikke krævede helt samme kamp for at få op over balderne og tænkte; yesss!

Men ak, winter was sandelig coming.
Nærmere betegnet;
Jul.
Så lille et ord, som så mange kalorier kan gemme sig bag!
Jeg syntes selv, at jeg klarede  december ret godt.
Tabte mig ikke yderligere men holdt ved mit beskedne vægttab.
Da jeg nåede januar, gav jeg mig selv en flyvende high five for min stålfaste indsat og roste mig selv for at være kommet helskindet igennem.
Men min krop tænkte fuck dig! og fra det ene øjeblik til det andet, tog den det kiloene på igen.
Jeg prøvede naturligvis at kaste jeg-er-nok-præmenstruel-og-oppustet-kortet, men efter tre uger, måtte jeg jo indse, at det ikke var det…

Så her er vi.
På den igen.
Min nye strategi er at sige højt, når jeg skal motionere eller cykle de elleve kilometer til arbejde. Bare så én eller anden forhåbentlig holder mig oppe på det.
Fortalte frisk min mor i går, at jeg skulle op at svømme i dag.
Men kunne allerede mærke, da ordene kom ud af min mund, at tanken om at skulle være den eneste kvabsede der ikke var gravid i svømmehallen, gjorde at modet sank i brystet på mig.

Så ville jeg nok normalt have “glemt” at stille mit vækkeur.
Være blevet for træt. Ikke have rene håndklæder eller andet i den boldgade.
I stedet tænkte jeg, at det var fair nok, når man har sportstasken fuld af kropskomplekser, at svømmehallen ikke var min yndlingsarena. I hvert fald ikke for nu.

I stedet greb jeg min jernhest, og selvom vejret var klamt og tåget, lovede jeg mig selv, at jeg ikke fik lov til så meget som at overveje, at komme tilbage før jeg havde cyklet tyve kilometer.

Jeg skulle måske nok have overvejet det, da jeg så hvor tåget der var på fælleden.
Jeg overvejede i hvert fald muligheden for, at jeg medvirkede i en gyserfilm og snart skulle slagtes på den mest bestialske måde og dumpes i farvandet under motorvejsbroen.
Der var fuldkommen mennesketomt, og det var umuligt at se mere end 25 meter frem. Jeg blev snart bekymret for at fare vild og måtte starte min egen civilisation, og besluttede mig derfor for kun at cykle ligeud.
Det fik mig ud på en virkelig tvivlsom grusvej beklædt med is.
Som en forprogrammeret robot ventede jeg bare tålmodigt på at:

a) Mobomondo ville sige at jeg havde cyklet 10 kilometer, så jeg kunne vende om, eller

b) Jeg ville skride/glide i grus og/eller is og falde i åen, og måtte blive ven med kronhjort, der kunne vise mig en varm kilde

Da jeg var ved at falde for fjerde gang, måtte jeg dog se i øjnene, at følgerne af ikke at have cyklet præcis tyve kilometer når jeg kom hjem, var mindre fatale end at flække skinnebenet i ingenmands – og jeg vendte om.

Og derfor kunne man så se mig cirkulere rundt om blokken som en anden børnelokker indtil Mobomondo endelig befriede mig fra min forpligtelse med de søde ord:
distance: twenty kilometer

ps. hvis du spørger mig, hvad der har fået mig op på motivationshesten igen, så er det, at jeg har fået en app, der estimerer hvor hurtigt jeg kan komme ned på min målvægt.
Den startede med at sige syv måneder.
Efter sidste indtastning sagde den enkommafire år!
Shizzle my nizzle! Tid til at tage sig sammen!

Hvad gør I for at (gen)finde motivationen til det, I går og kæmper med?

….

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM