Det er ikke en grund til at ringe.

Jeg har været inde på emnet før, så vidt jeg husker.
Jeg tror, at jeg har nævnt noget om, at jeg ikke er så glad for at tale i telefon.
Jeg har muligvis underdrevet det en smule.
Hånden på hjertet, da jeg var et præpubertetsbarn turde jeg faktisk ikke at ringe og bestille pizza, fordi jeg engang i ren befippelse ikke kunne finde ud af at stave min adresse.
Ej, men helt ærligt. Tak mor og far, for at bo på Wibrandtsvej.
Enhver kunne da komme til lige at klemme et par ekstra ‘r’er ind, ikk’?

Nåh, men nu bor jeg på en vej, der er nemmere at stave og jeg er også blevet bedre til at tale i telefon.
Og jeg har egentlig tænkt, at det meste af det der telefonkegleri var en saga blot, men så opdagede jeg noget…
Jeg kan ikke finde ud af, at afrunde en samtale.
Eller. Det kan jeg måske godt, men jeg har min helt egen teknik.
Jeg kommer med sådan et “høhøh” smågrin.
Hver.
Gang.

Og nu kan jeg ganske enkelt ikke lægge på uden at komme med mit idiotiske grin.
“Høhøhøhøhøh. Ja, ja nemlig. Så ses vi torsdag. Høhø. Ja. Høhø. Hej. Hej.”
Ahmen, for helvede.

Det værste er, at jeg vist også gør det, når jeg taler i telefon på fødegangen.