Ting der ikke forandrer sig

Da jeg var barn, var jeg ikke det, man kan kalde en stor fan af forandringer.
Alt skulle faktisk helst forblive, som det altid havde været.
Min mor har fortalt mig, om engang da jeg var lille og var med hende ude at shoppe.
Hun skulle have en ny jakke, den anden havde udtjent sin værnepligt og da hun slog forhænget til prøverummet fra og spurgte mig, hvad jeg syntes, så kiggede jeg bare mut tilbage på hende og svarede:
“Jeg kan bedre lide den du har nu. Så ligner du mere min mor.”
Så havde jeg ligesom ikke mere at sige. Er ret sikker på min mor købte en ny jakke alligevel.

Man siger, at intet er uforanderligt.
Men noget er.
Forandringsforskrækkelsen.
Småjusteringer i hjemmet går lige an. Jeg kan godt rykke min gyngestol fra den ene side af stuen til den anden. Kan endda synes det er sådan… Pænt og rart.
Men større ændringer?
Nej tak.
Jeg kan altså ikke finde ud af det.

Forestil jer så lige mit ansigtsudtryk, da jeg trådte ind i min fakta.
Og de har flyttet rundt på hele svineriet (undtagen slikket, for det skal man jo til hver en tid kunne finde)

Nu bliver jeg jo rent faktisk nødt til at stoppe op og kigge på hylderne og kan ikke længere storme ned gennem rækkerne på min ugentlige indkøbstur!
Og hvorfor tvinger de mig igennem afdelingen med balsam og pletfjerner?
Det er da kun for at minde mig om, at jeg fælder som en hund for tiden og at jeg ikke har flere rene sokker.
Forandringer – en fandens forbandelse!