Vil man ikke høre, må man føle

… Og det var nok det, min krop tænkte, da jeg i går morges troede at min cykel skulle køre hurtigere end bussen og at jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ikke var synderligt mærket af, at min fødegangsvagt dagen før var den hårdeste, jeg har oplevet.

Så da trafiklyset så rødt, gjorde jeg det samme.
Overvejede et kort øjeblik, om folk ville stoppe eller påkøre mig, hvis jeg nu besvimede midt på vejen?
Blev enig med mig selv om, at det ikke var en af livets spørgsmål, jeg havde i sinde at finde ud af og trak cykel og krop hen til et sted, hvor jeg kunne sidde ned.
Så så man mig sidde som et lille usselt skrog på et tilfældigt busstoppested, mens jeg klappede min klamme pande med de kolde regndråber fra stoppestedets blå sæde.

Og lovede kroppen, at jeg ville høre lidt mere efter mig selv fremover.
For den der krop, ikke?
Den er sgu ikke til at spøge med.