Et slag for retfærdigheden og det ikke helt afdøde oprør

ok. Jeg ved godt, at jeg for ikke så længe siden påstod, at jeg slet ikke duede til det dér med at gøre oprør. Helt ærligt, det var ikke for at lyve.

Men denne lørdag formiddag er jeg lige kommet i tanke om at der er én ting, der kan bringe den lille oprørerske frem i mig. Det er retfærdighed. Eller rettere: uretfærdighed.

I kender den alder som barn, hvor man går rigtigt meget op i retfærdighed, altså, hvor enhver respons på hvad som helst er:
“eeeeeej, hvor er du/det bare uretfærdigt!!”
ja, nemlig – den alder. Den er jeg aldrig kommet over.

Og da jeg for nyligt så dokumentarfilmen Freedom for Birth, gik det op for mig, hvor meget ulighed og uretfærdighed, der er rundt omkring, når det kommer til kvindens ret til at bestemme over sin egen fødsel. Om hun vil føde hjemme eller på hospitalet, om hun vil have et kejsersnit eller ej, om hun må have medbestemmelsesret over sin fødsel og sin krop… eller om sundhedssystemer og myndigheder bare kan negligere denne ret.
Og det er altså ikke den tredje verden, jeg refererer til. Filmen interviewede jordemødre, advokater, journalister, sundhedspersoner, mødre m.fl. fra både USA og lande i Europa, der kunne fortælle om chokerende forhold.

Hvis du er blevet nysgerrig på filmen, kan du se en lille forsmag på den hér.

og hvis du ligesom jeg vil støtte op om at iværksætte en undersøgelse af svangreomsorgen i Europa mhp. kvinders rettigheder og mulighed til at få en fødsel uden medicinske indgreb, som retter sig mod Europa Parlamentet, kan du følge linket her og give din underskrift.

Så har også du slået et slag for retfærdigheden (;