Frøken Stivnet Smil

Generelt set – og ikke for at blære mig – så er jeg verdensmester i mingling.
Ej men jeg kan eddergadøvlemig smalltalke enhver plejehjemsbeboer træt. Forældre verden over (ok, med visse undtagelser) er vilde med mig! Giv mig en velkomstdrink i hånden og sure Tante Oda som borddame, og du skal se hende le en perlende latter efter ganske kort tid.

Generelt set, ikk’?
Dog kan jeg også godt være lidt tid om at åbne op for godteposen, indtil jeg føler mig tilpas i et selskab. Måske var det derfor, at jeg på et tidspunkt til en evaluering mens jeg var studerende, pludselig omtalt som værende en “stille pige”.
Dengang blev jeg lamslået. Var der én ting, jeg aldrig var blevet beskyldt for, så var det da at være stille!
Og jeg tror ikke, at nogen af mine nuværende kolleger ville synes, at dén label er særlig passende længere…

Men andre gange og oftest helt ud af det blå, bliver jeg pludselig ramt af overvældende generthedstilfælde.
Min diametrale modsætning.
Frøken Stivnet Smil
Det er altid på de mest ubelejlige tidspunkter og udelukkende når jeg absolut kun kender værtsparret eller en bekendt af en bekendt som netop er gået på toilettet eller er i snak med en anden.
Pludselig står hun dér.
Og smiler sit anstrengte smil.
Med maniske øjne, der fastlåser dit blik i akavet tavshed.
Mens vi begge slynger drinken i glassene.
Rundt og rundt og rundt.
Rømmer os.
Sveden klistrer i armhulerne.
Jeg kunne jo påstå, at jeg, når jeg bliver til frøken Stivnet Smil er fuldkommen tom for hjerneaktivitet. Men faktisk er det helt modsatte tilfældet:

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med frøken Stivnet Smil.
Jeg har prøvet, at tale hende ud af sin akavethed ved bare at sige et eller andet, men det er sjældent det virkelig hjælper. Tilfældet er snarere, at jeg laver en Bridget Jones og spørger hvor toilettet er.
Jeg har prøvet at smådrikke hende væk med… lad os kalde det varierende succes.
Ignorere hende er slet ikke en mulighed.
Forleden stod jeg i ti stive minutter og stirrede klamtsvedende ud i luften og prøvede at se afslappet og veltilpas ud, mens jeg ventede på min veninde kom igennem toiletkøen. På sådan et tidspunkt gad jeg godt at kunne sende min generte side langt væk, og bare falde naturligt ind i en samtale med den nærmeste gruppe mennesker.
I stedet endte jeg med febrilsk at finde min telefon frem…

Hvad gør I andre, når I får besøg af frøken Stivnet Smil?
Findes der monstro en kur eller må man bare lære at leve med hende?
Og sørge for at være iklædt svedafvisende tøjklæder, når hun dukker op…

…

Hvis du ikke kan få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK (så går du aldrig glip af et indlæg) eller på INSTAGRAM (så får du også alle de små, grå hverdagsglimt)