Grimhedselastikken

Mandag aften sad jeg i bussen på vej til arbejde. Klokken havde passeret 22, jeg var på vej i min anden nattevagt, vejret var klamt og lige så klistret som mit hår. 
Jeg havde iklædt mig min fornuftige, men uformelige regnjakke. Dén der foregiver, at den slutter tæt lige nede under numsen, men som i praksis venter på du tager to skridt og så smøger sig længere og længere op under dine armhuler og gør dig tøndeformet. Indenunder var min adidashoodie, og jeg vil gå så langt som at sige, at outfittet i bedste fald gjorde mine bryster kasseformede og i værste fald gjorde mig til en mand. 
Jeg sad og hørte lydbog, og stirrede lige dele ud i mørket og lige dele på spejlingen af mig selv. Køn var jeg ikke lige på dét tidspunkt.
Men altså. Helt ærligt, mine vilde natteplaner var følgende:

– finde mit omklædningsrum i hospitalets fjerneste afkrog
– gå i bad
– tage uniformen på, der måske/måske ikke var at finde i den rette størrelse
– møde på arbejde og måske/måske ikke få tis, bæ eller fostervand på mig

Det er jo ikke ligefrem fordi jordemoderarbejdet er et scorefag, vel?

Nåh, men bedst som jeg sad dér og stenede, fik jeg øje på én, der ventede ved næste busstoppested. Han lignede til forveksling én jeg gik på efterskole med for otte år siden.

Føk. Havde glemt Reglen om Grimhedselastikken.
For who are we kidding?
Vi ved alle sammen, at des dårligere vi tager os ud på et givent tidspunkt, des større er sandsynligheden for at møde et ansigt fra fortiden. Vigtigst er det dog, at det aldrig er gamle bedste venner, du møder.  

Har du joggingbukser og tømmermænd og en bums på hagen og står og hamstrer efterligningscola og billige chips i Fakta, møder du din gamle klasselærer.
Og har du fejlagtigt stoppet bagsiden af kjolen ned i dine strømpebukser til fest, møder du din gamle flamme. Bagfra.

Og præcis som en elastik, der bliver strukket ud, rammer slaget bare endnu hårdere, des længere ud i periferien vi kommer.
Herregud, om din nærmeste familie ser dig uden make-up. Pfff, jeg gør mig nærmest grimmere, når jeg ved, at jeg skal hjem til mine forældre!
Så selvfølgelig møder du kun folk, du helst vil se lidt succesfuld over for, når du i realiteten mere ligner en posedame med tasken fuld af Harboe-Øl.

Så mens jeg diskret prøvede at rette på regnjakken, så man kunne se, at jeg var en kvinde og ikke en klovn, vinkede jeg casual, ja, nærmest henkastet til ham fra min efterskole, som jeg aldrig rigtig har snakket med.

… og siden da jeg sørget for at være iklædt både fin trenchcoat, make-up og nyvasket hår, når jeg har begivet mig ud fra lejligheden.
For hvor GrimhedsElastikken tiltrækker ansigter fra fortiden, er jeg ret sikker på, at den ikke bringer flotte fyre fra fremtiden nærmere…

Jeg har endda købt en ny regnjakke. Du ved, en lang én med bælte i livet. Tøndelivet er slut.