Den Anonyme Bogdonor

Min andelsforeningen har noget, som jeg vil betegne som en meget, meget fin ordning.
Det er ikke det, at det er gratis at bruge vaskekælderen.
Nej.
Ved siden af vores monstrøse tørretumbler, hænger tre store hylder spækket med et farverigt udvalg af bøger.
De står der bare, bøgerne, og finder du noget spændende – jamen så tager du det bare.
Det er simpelthen BeboerBiblioteket. Det er i hvert fald, dét, jeg i mit stille sind har døbt det.
Hvem ejer bøgerne? Det gør alle.
Med jævne mellemrum kommer der nye til, mens andre forsvinder op i folks lejligheder.

Jeg har boet i min lejlighed i over to år, og af uvisse årsager, var det først for nyligt, at det gik op for mig, at jeg jo også kunne lægge nogle af mine egne bøger derned.

Der er bare ét problem;
Der er faktisk ganske få af mine bøger, som jeg kunne forestille mig, at skille mig af med.
Og så er der dem, der slet ikke er mine, men som på magisk vis har fundet vej fra min mors boghylder til mine. (Undskyld, mutter…)
De eneste jeg kunne forestille mig at give væk – ja, faktisk gladeligt – er Bøgerne, Jeg Ikke Vil Stå Ved.
Bøgerne, Jeg Ikke Vil Stå Ved står ikke fremme som de andre. De er gemt væk som betændte sår. Kvalmende. Pinlige.
De er Chicklit af værste skuffe.
Ja, jeg ejer for eksempel et eksemplar af Djævlen Går i Prada. Har faktisk hånlæst den hele. OG set filmen. (spørg mig virkelig ikke hvorfor)

Nåh, men jeg har lagt mærke til, at nogle af bøgerne i BeboerBiblioteket faktisk er af den type, der følger med, når man køber Femina eller Alt for Damerne – og ideen slog mig;
Der må sidde én i én af disse opgange, og hungre efter Bøgerne Jeg Ikke Stå Ved.

Det sværeste ved min plan om at give den fejlslåede chicklit videre var faktisk, at undgå at blive set med nogle af de forbandende bøger på vej ned til kælderen.
Var nødt til at lægge Verden Ifølge Garp øverst som dække…

Men så i dag, da jeg skulle vaske fyrre tons tøj, så jeg, at det hele har båret frugt.
Djævlen Går i Prada var væk.
Hun har fundet hjem!