Surt brød

I går fortalte jeg jo lidt om forhold til bagning. Som ikke er specielt godt.
Da jeg sidste år holdt housewarming, var én af indflyttergaverne faktisk en surdej.
Den har været mit faste bageholdepunkt, for dér hver fjortende dag, sidder den  og kigger på mig, og spørger om ikke vi skal prøve en gang til.

Jeg gør det gerne og elsker min surdej mægtig højt, fordi den er mit evige projekt og samtidig giver mig en følelse af at være helt vildt voksen og tjekket.

Men bagningen, den er altså ikke blevet bedre. Vi er vist tilbage til mit forhold til opskrifter. Eller mangel på samme. Sidste gang blev mit brød faktisk nærmere til et mordvåben.

Set på den lyse side: med det i tasken kunne intet skræmme mig.