Hunden, planken og krigeren

Jeg ved godt, hvad du tænker:

“HVAD i himlens navn laver damen??”
Og nej, jeg leder ikke efter en forsvunden kontaktlinse, er ikke ved at stå på hænder og NEJ, det er ikke en demonstration for at vise, at der stadig er folk, der har prikkede trusser (og bruger dem).

Nej, dette er simpelthen mig til yoga, i dette øjeblik nærmere betegnet i selskab med “hunden”.
Sjældent i mit liv har jeg følt mig så gennemgående usmidig.

Sagen er den, at jeg er inde i en periode, hvor jeg rigtig gerne vil prøve noget nyt og gerne vil udfordres, så da min søster sagde “yoga”, sagde jeg “top” (ok, i virkeligheden tøvede jeg nok lidt, men lad nu det ligge)

Så der var jeg i går. En tirsdag aften i sindssyge stillinger med mystiske navne, mens jeg skulle ånde ud og sige “aaaah”, og ikke grine, mens jeg tusinde tanker fløj gennem mit hoved.
Tanker som: “hvor meget slår jeg mig, hvis jeg falder nu?”, “ej, hvor er det svært ikke at grine”, “SKAL jeg lukke øjnene?” og “mon ikke man ville dø af skam, hvis man slog en prut nu?”

På trods af den blandede succes, så tror jeg faktisk ikke, at det var sidste gang, at hunden, planken og krigeren krydsede min vej.