Damen med lortehåret

Var hos frisøren i går.

Jeg kom virkelig skidt fra start.
De få hundrede meter jeg gik fra bussen over til salonen, kunne jeg mærke, at mine jeans troede at de skulle på en sydlandsrejse ned over min røv.

Jeg havde ikke lyst til at entrere frisøren halvnøgen, men heller ikke med et voldsomt vrikkende hofteparti, mens jeg vred bukserne op på plads, så jeg udtænkte en plan:
Komme ind – helt casual – nikke til sekretæren, og så vende ryggen til, lyne jakken op (den går helt ned til knæhaserne) og i skyggen af min jakkeryg, helt diskret små-shake bukserne op om hofterne igen.

Da jeg kom ind, var der dog ikke nogen at nikke til. Skranken var tom, og jeg tænkte, at det var mit held.
Jeg vendte mig væk fra de øvrige mennesker, lynede jakken op og stille – ganske stille – vrikkede jeg hofterne fra side til side, mens jeg fik bukserne heeeeeeelt op på plads.
Jeg troede, at jeg var sluppet godt fra min lille sjæler med mine bukser, men da jeg vendte mig tilbage mod salonen, fik jeg indforstået øjenkontakt med den mandlige (!) sekretær, som stod og ventede på at spørge mig, hvem jeg havde tid hos.
Jeg ved ikke, hvor han var henne for 30 sekunder siden, da jeg troede, at jeg var alene, men det var også lige meget nu.
Han behøvede ikke at sige noget.
Jeg kunne se, at han havde set, hvad jeg troede var en diskret redning fra mine bukser med nudistiske tendenser.
Jeg burde have taget seler på.

Nåh, men det jeg egentlig vil frem til, er hvad pokker der egentlig sker, når man kommer hen og sidder foran det dér frisørspejl?
Jeg vidste godt, at mine spidser – måske bare de første ti-tyve centimeter – var spaltede og krusede som en stålskuresvamp. Herregud, det er vel dét, man får ud af, ikke at have været til frisøren siden september.
2014.
Ja. September 2014.
Jeg er ikke stolt.
Ved ikke, hvor det gik så galt.
Men da jeg så sad, dér foran spejlet, så jeg ikke bare de spaltede spidser.
Jeg så alt!
ALT!

Mine øjenbryn var både buskede og tynde på samme tid. Hvor længe havde bumsen i næsefløjen været der? Og hvordan kan håret både været tørt og fedtet??

Jeg skulle lige til at sukke teatralsk, flå frisørkappen af og og tage mit grimme hår og skride, da jeg pludselig opfangede, hvad damen der netop havde taget plads ved siden af mig, sagde til sin frisør:

Jeg vil ikke udtale mig om, hvordan hendes hår så ud, men det var rart ikke at være alene med mine hårfrustrationer, og jeg kiggede tilbage på mig selv, og havde det sådan hér:

Det er jo altid dejligt, når man ikke længere er den, der har grimmest hår i frisørsalonen…
Så da frisøren spurgte mig, hvad der skulle ske, var jeg øjeblikket efter ikke længere forfalden til at sige:

“Fuck det, Annette. Vi klipper lortet af og finder en troværdig paryk.”

I stedet sagde jeg dét, jeg altid siger:

“Åh, du ved. Jeg vil gerne have et godt stykke af. Og lidt pandehår. Og lysere striber. Noget, så jeg ser lidt…. friskere ud.”
Som om et par etager hér og dér mirakuløst kunne udglatte de rynker, som nattevagter beslutsomt er ved at mejsle ind rundt om mine øjne…

Og Annette sagde det, hun altid siger:

“Den klarer vi”
Hun fik endda flettet et par helt troværdige komplimenter om mit tvivlsomme hårs karakter ind. Ingen kan kurre naturligt fald som en frisør.

Nåh, men hun havde ret, havde hun.
Halvanden time senere sad jeg igen foran spejlet – med rettede bryn, kastanjestriber og skinnende lokker.

Selv damen med lortehåret så glad ud.

Men helt ærligt; tror I også, at de gør et eller andet ved de der frisørspejle, så man på én eller anden måde ser mere end almindeligt grim ud, når man kigger i det første gang?

…

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM. Måske beslutter jeg mig endda for at flashe et billede, at mit ikke-lortehår…