Dét, der var den virkelige fejltagelse

Sidste indlæg handlede jo om den meget omtalte jule-revy, som jeg har brugt meget tid og mental energi på.
Faktisk så meget, at jeg helt havde glemt alt det andet.
At der jo var en julefrokost som jeg OGSÅ deltog i.
Sammen med mine hundredehalvtreds kolleger, chefer og hvad ved jeg.
Jeg havde haft så travlt med at overdøve Bæstet, der hoppede op og ned i brystet på mig og brølede “Du er verdens mest usjove person/Du bliver aldrig klar/Det lyder adhelvedes til”, at jeg slet ikke havde overvejet andre vigtige ting som

– Hvor slutty skal man klæde sig til en fest med 98% kvinder?
– Hvor meget alkohol skal man indtage for at fjerne revy-nerver?
– Er den nødvendige mængde alkohol for at undgå revy-nerver, den samme mængde som øger risikoen for opkast med 700 procent?
– Og hvordan skjuler man over for sine tjekkede kolleger, at man er et pattebarn, der ikke kan lide den obligatoriske fisk til forretten??

Men til de, der stadig tænker “Hvordan gik så den revy?!” kan jeg fortælle, at den gik over al forventning!
Jeg har længe troet, at jeg havde nogle af de bedste kolleger man kan tænke sig – men nu VED jeg det med sikkerhed!
Der blev klappet, hujet, piftet og grint i en sådan grad, at jeg slet ikke kunne høre Bæstet.
Pludselig stod jeg bare dér på scenen og nød det.
Glemte alt om stress og fødsler, om søvnmangel og uro og havde det bare sjovt.

Én ting, jeg dog IKKE sådan glemte alt om, var dog den EGENTLIGE fejltagelse, jeg havde begået den aften. Jeg havde nemlig haft lidt travlt i min gerning med at finde aftenens outfit, og da jeg stod i H&M med sådan et par slimming strømpebukser i hånden, syntes jeg, at det lød som verdens nok bedste idé.
Men AK! da jeg skulle hoppe i dem (foran de andre fra revy-holdet), måtte jeg sande, at de i hvert fald ikke var sådan at “hoppe” i.
De strammede jo helt sindssygt! Det må være et kvindehadende menneske, der havde designet dem. Jeg vrikkede og vrikkede og drejede og nærmest twerkede for at få noget, der lignede nogle meget små cykelshorts over lår og numse.
Folk sagde, at de ikke kunne se det, men jeg sværger, jeg så sådan her ud:

Heldigt, at min blære er optrænet til at kunne rumme en hel del – for bare det at gå på toilettet var jo en tidskrævende affære! Al den møven for at få dem af og på!

Klokken fire krængede jeg mig ud af dem, som en slange, der skiftede ham.
Jeg kravlede op i min kølige seng og kastede mig på ryggen og faldt i søvn i tyve fantastiske minutter.
Så vækkede min mave mig.
Den var sur over, at den nærmest ikke havde fået mad i et døgn…