Lumre læger del 2

Ja, undskyld, nu kommer der altså endnu et arbejdsrelateret indlæg. Men hvis det er nogen trøst, så tror jeg også, at det er noget man kan tænke over, når man ikke er på arbejde…

Anyhow, husker I min episode om lumre læger? Hvis ikke, kan det genopfriskes hér: http://sortpaahvidt.tumblr.com/post/96005997102/lumre-laeger
Jeg må sige, at jeg var noget befippet, da det gik op for mig, at dét jeg havde fået sagt i telefonen havde kunnet lyde som en overordentlig frisk og lummer invitation.
Sådan helt generelt er jeg ikke en særlig lummer person. Klam, kan jeg gå med til, men lummer? nej, nej!

Men sådan noget med telefoni har altid været lidt svært for mig. Jeg synes, det kan være udfordrende at tale med folk, man ikke kender, når man ikke kan se deres kropssprog.
Og vi ringer jo som jordemødre rundt til ret mange mennesker – på ret mange mærkelige tidspunkter af døgnet.
Og når det er om natten, er jeg meget opmærksom på, at der er en temmelig stor sandsynlighed for, at man vækker personen i den anden ende.
Derfor tænker jeg meget over mit stemmeleje og -niveau.
Man bliver sgu nok ikke venligt stemt ved at blive vækket af en jordemoder, der brøler EPIDURALBLOKADE TIL STUE 7, TAK!, gør man vel?

Men så da jeg forleden sad dér på jordemoderkontoret og netop havde vækket et eller andet menneske og lægger røret på, bryder min kollega pludselig ud i et kæmpe grin. Hvad handlede dét nu om?
Det skulle jeg hurtigt få at vide:
“For HELVEDE, Eline! Hvad er det dog for en kælen telefonstemme du har kørende?”

Det ser ud til, at min blide opvågningstemme til forveksling kunne opfattes som en kælen kvindestemme. Hm! Det gør bestemt ikke episoden med den lumre læge mindre lummer.
Men hvad ved jeg – jeg er jo tilsyneladende omgivet af lumre mennesker!
Nu bliver det først for alvor svært at ringe til folk om natten, for for fremtiden må jeg vist hellere tale i falset…