Er der nogen, der har set Eline?

Okay, så der skete det, at jeg nåede til et sted temperaturmæssigt, hvor jeg ikke længere kan cykle i mine smækre cykelshorts.
Og desuden heller ikke gider at barbere blege ben mere.
Men jeg kan heller ikke finde ud af at cykle så afdæmpet, at jeg ikke gennemsveder mit hverdagstøj til ukendelighed. Noget måtte gøres.

Eftersom jeg gerne vil forsøge at cykle de tolvogenhalv kilometer til og fra arbejde uanset vind, vejr og årstid, besluttede jeg i går, at jeg måtte udvide cykelgarderoben.
Gik i sportsbutik og kom ud med et par stramme vindafvisende bukser og en skrigorange trøje.
Egentlig er det løbetøj, men ekspedienten forklarede at det ikke betød så meget, med mindre jeg gerne ville have numseindlæg.
Måske er jeg kold i røven, for det har jeg ikke haft brug for længe…
Så stavrede hjem med et, tænkte jeg selv, ret tjekket sæt tøj.

Og så skete der det i dag, da jeg lige ville tjekke outfittet ud, at jeg stod der foran spejlet og følte mig virkelig lækker og sådan… løbeagtig.
Lige pludselig følte jeg mig som manden, der tager den grønne maske på og forvandler sig til en fyr, han slet ikke kan genkende.
Og før jeg havde set mig om havde jeg fundet pulsmåler, druesukker og et par gamle gummisko frem. Kroppen ville ud og prøve nyt image som “hende der løber”.
Herregud, tænkte jeg.
Jeg cykler mellem 75 og 100 kilometer om ugen, sådan en lille løbetur skal da nok gå fint.
… Og det gjorde det faktisk!
De første cirka… tohundrehalvtreds meter.
Så ville benene alligevel ikke, fortrød, ville have pause.
Ribene stak og lungerne arbejdede helt håbløst.
Hvad fanden??

Her gik jeg og drømte om i hvert fald tre kilometer, og kroppen gad ikke engang en tiendedel!
Sikke et held at jeg er ualmindelig forfængelig person, og der var så mange mennesker på villavejene! For man må jo leve op til sit image, når man er trukket i hele smækker-prof-og-udholdende-løber udstyret. Når folk kigger, så må har man saftsuseme bare at løbe. Og hver gang, der så ikke var en hundelufter eller en havemand i nærheden, var jeg ved at kaste mine lunger op, mens mine ben sang “kan-du-stave-til-mælkesyre-kvindemenneske”?
Da jeg næsten var hjemme plingede min pulsmåler 195 slag i minuttet og det begyndte at synge og suse så sjovt i ørerne.
Tænk, at jeg havde gjort det her helt frivilligt!
Vil jeg gøre det igen, så?
Måske.

Først “hjemmefødselsjordemoder” og nu “fritidsløber i stramtsiddende tøj”.
Kan nærmest ikke kende mig selv!

Og forresten, hvad gør andre mennesker, så de ikke dør, når de er ude at løbe?