VM i selvynk

Hjemme hos mig har der de seneste to uger været afholdt VM i selvynk.
Jeg har ligget sikkert på top 5, hvilket jeg ikke vil benægte, at jeg er lidt stolt af.
Jeg har godt nok også været den eneste deltager.

Det forholder sig nemlig sådan, at hele min familie har været på ferie i mit andet hjemland, mens jeg har gået herhjemme og sukket og hulket og glemt at barbere mine ben.
Det sidste er faktisk en ret fatalt forglemmelse, når temperaturen skriger “lårkort”, og man først i en casual venindesnak på en græsplæne opdager at der findes sankt bernards hunde med mindre pels på benene end mig…

Mens min nærmeste familie dasede i syden, har jeg sammen med Medina spurgt mig selv:
“Kan man dø af jalousi?”
Og svaret må være “nej, men det kan føles som om man er meget tæt på.”

For at få tiden til at gå i pauserne mellem Selvynk-dystene (de bedste indebærer is eller cola), har jeg derfor brugt en del tid på at gribe det ene barn efter det andet.
I dag skulle jeg i dagvagt, men var mildest talt ikke særligt oplagt.
Jeg havde brugt hele natten på at have mindst mulig kropsberøring med min dyne, kastet mig fra den ene kolde side af sengen til den anden og tilbage igen.
Håret klistrede til min nakke og mine øjenlåg flaksede mod hinanden af afbrudt søvn, da vækkeuret klimrede lystigt klokken 05.25

Jeg trak i det absolut mest sexede tøj jeg ejer (læs cykelshorts med numseindlæg) og forvandlede mig troligt til CykEline.
Som familiens Svend Sved har jeg måttet erkende, at alt hvad der hedder bad og hårvask FØR en cykeltur på 12,5 kilometer er omtrent lige så omsonst som at reparere et punkteret dæk med et stykke gaffatape.
It’s not gonna last. Ikke engang en kilometers penge.
Og det er jo også lige meget. Fra Amager til Hvidovre på cykel skal man ikke have særlig meget menneskekontakt, hvor nogle skulle kunne opdage, at mit hår ofte er så fedtet, at lokkerne ligner brune spaghettier.
Jeg sniger mig altid med cykelhjelmen skruet godt ned om bevismaterialet hele vejen ind i omklædningsrummets brusebad.

Min mobils festlige ringetone hev mig ud af mine tanker allerede fem minutter efter jeg havde sat mig i sadlen. Fødegangen. Kunne jeg tage en taxa og komme med det samme?
Som en lille Byggemand Bob, istemte jeg et “ja, jeg kan!” og ringede fluks efter en gul vogn.
Det var først, da jeg tog cykelhjelmen af, at det gik op for mig.
Spaghetti-håret!
Føk.
Ikke bare skulle taxamanden udholde SvedEline/FedtetHårEline – det måtte ALLE jeg skulle møde i dag! Jeg kunne jo ikke nå i bad!

Og i dag, var selvfølgelig sådan en travl dag, hvor jeg nåede to fødsler – og havde masser af menneskekontakt. Selvfølgelig var det dét.
Klokken 14.30 hev jeg mit armbåndsur op af uniformslommen og skævede til de digitale tal og synet af min halvspiste frokost. Det kunne kun komme for langsomt med at komme hjem. Og i bad.
En isvinter syntes ret tiltrækkende på nuværende tidspunkt.
Klokken 15.10 småløb/storsvedte jeg ned i omklædningsrummet, kylede tøjet til vask og susede ud på cyklen.

Jeg nød at blive gennemblæst af vinden og turen hjem gik i et imponerende tempo.
Tre kilometer fra et koldt bad, mærkede jeg sveddråberne bane sig vej ned ad min ryg, mens jeg i mit stille sind stenede over en dame, der havde holdt ind til siden for at tage solcreme på.
“Hå,” tænkte jeg.
“Hå, så er der mig, der åbenbart er begyndt direkte at spejle solstrålerne videre til andre. Jeg tager jo slet ikke imod sol mere!”
Jeg kiggede utilfreds ned på mit meget beskedne, skummetmælkshvide urmærke og hjulede lidt videre.
Så slog det mig.
Urmærke?
Ur?
UR??!!?!
Hvor var det?
Ja, det vidste jeg da godt. Det lå da i mine uniformsbukser, der vel at mærke var blevet smidt til vask og nu kunne se frem til en hårdhændet vask på totusind grader og at spændere evigheden i et sort hul eller en glemmekasse på Bispebjerg Hospital.
Behøver jeg at tilføje, at der er et ret dyrt ur, eller er det en selvfølgelighed?
Okay, hvad så med, at det kun er omkring en måned siden jeg købte det?

Jeg huggede bremsen i bund.
For føk sake, Eline.
Så hed det taxa. Igen. Hen til Hvidovre. Igen.
Kaste sig op i det gigantiske jern-bur med uniformer. Og begynde at græde. Eller nåh nej, grave.
Og grave.
Og grave.

Nu sidder jeg hjemme.
Udmattet og med fedtet spaghetti.
Men med ur.

Mon det var finalen i VM i selvynk?
Hvem kommer med cola? Og en øl?