En “tåkrammende” problematik

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at smalltalke.
Det er faktisk noget, jeg er skidegod til.
Siger den anden ikke noget, jamen, så kan jeg da tale stolpe op og stolpe ned om vejret!
Eller om mig selv.
Eller hvis du er svært uheldig… fødsler…

Til gengæld vil jeg sige, at ligeså talentfuld jeg er som mingler, ligeså komplet håbløs er jeg til at afslutte mingleriet. Især på ét springende, tilbagevendende punkt:
Kram eller håndtryk?
Her er jeg noget nær socialt handicappet.
Kan af og til være nødt til ligefrem at åbenbare min kommende handling ved at brøle:
“HAHA, ja, ej, du får sgu lige et kram!”
Som om det gør situationen mindre akavet.
Det er dog alligevel at foretrække over alle de gange jeg har fået tyret en hånd i maven, når jeg ville give kram og den anden håndtryk.
Som så igen er at foretrække, over de gange jeg har tyret min hånd i lysken på en mand der ville give kram og jeg håndtryk…

For de fleste mennesker er det selvfølgelig relativt sjældent at man er nødt til at tage stilling til, hvordan man siger farvel til mennesker, man ikke er venner med.
Som jordemoder er det noget, du skal tage stilling til HVER dag.
Og det bliver på ingen måde bedre, når du selv er to lorte høj, og den ene person du skal sige farvel til ligger i en seng.
Så selv om du (og hun) VIL kramme, så bliver det sådan noget min-kind-klasker-lige-ind-i-din-mens-jeg-vælter-ind-i-senge-hesten-har-jeg-forresten-dårlig-ånde?-noget, når du prøver at være krammende og åbenhjertig.

Troede dog ikke rigtigt, at det kunne blive værre.
Det kan du godt høre, at det kunne, ikk’?
For i går skulle jeg så til samtale med én af mine overordnede.
Jeg sidder som regel stiv som et fugleskræmsel, mens min mund har orddiarré, når jeg har noget at gøre med nogen som helst form for autoritet – og det gjorde jeg også i går.
Men da så samtalen ligesom var ved at være forbi, kan jeg ligesom mærke, at mit sociale handicap bryder ud i lys lue.
Må man kramme/svede på sin chef?
Er det ikke lidt mærkeligt at give hånd?
Vinke?
Nåh, men vi står ligesom ved siden af hinanden, da hun siger:
“Det lyder godt, Eline… Og husk, at du altid er velkommen til at kigge forbi…”
Og samtalen ebber ud.
Så hun giver mig lidt et lille klap på skulderen, hvilket øjeblikkeligt i min krop giver grønt signal til et kram. Hvilket er en meget mærkelig akavet affære, når man står ved siden af hinanden i stedet for over for hinanden… Jeg når kun halvt rundt om hende med min ene arm, mens den anden dingler og er lidt til overs.
Det er tydeligt akavet. Jeg ved det. Hun ved det.
For føk sake, Eline!
Jeg fløj ud fra kontoret.
Tror måske endda at jeg nåede, at ønske god weekend. På en onsdag.

Og det er først nu, mens jeg skriver dette, at jeg kommer i tanke om, at jeg engang havde en lignende situation med én af mine gamle chefer.
Må hellere indskyde, at hun er en kvinde. Og var meget hjertelig.
For da hun en dag vil kramme mig farvel med tak for indsatsen, vil hun lige give mig et kys på kinden.
Det er i det øjeblik, at jeg drejer hovedet for at sige “tak for i dag”…