Det vil kun være passende. Og klædeligt.

I nat havde jeg første “ægte” vagt på Det Store hospital.
Hvor jeg indgik i nomeringen, og som sådan var på arbejde på samme vilkår som de andre jordemødre.

Allerede mandag eftermiddag startede således min obligatoriske nervøsitets-kvalme.
sindssyge scenarier snurrede rundt i mit hoved.
Hvad nu hvis afdelingsjordemoderen synes, at jeg er komplet håbløs?
Hvilken akut situation vil jeg mindst stå i?
Kan man tage imod et barn og kaste op på samme tid?

Jeg har længe forestillet mig, hvordan det ville være at tage imod sit første barn – sådan som jordemoderen, og ikke en studerende – og jeg indrømmer gerne, at jeg havde sat forventningerne højt.
Altså, når jeg ikke var ved at besvime af åndenød, så så jeg for mig folk der heppede og hujede, kastede med konfetti og stod med skilte, hvor der stod ting som “Min baby, mit mellemkød og jeg ELSKER Eline!”.

Og i nat, var så natten, hvor jeg tog imod mit allerførste jordemoderbarn!
Og det var lige som det skulle være.
Om der var fanfarer, skilte og konfetti?
Nej.
Det var enkelt og bedre.

Og bagefter gik jeg ud i depotet og lavede et par dansetrin, der ville gøre enhver deltager i Melodi Grand Prix grøn af misundelse.

Vil fremover efterspørge glitterbukser og paliet-slæb i uniformsudleveringen.

…

Hvis du lyster, kan du følge bloggen på FACEBOOK og/eller INSTAGRAM