Konklusion: det må være januar

Har de sidste fireogtyve timer haft usædvanligt mange åbenbaringer.

1) min krop fortalte mig noget, den ellers siger ret sjældent.
Den ville have salat. Ikke noget med kartofler, sovs eller andet, der havde været i ovnen.
Bare salat.
Fodrer den dog af med en grøn salat krydret med strimler af stegte bønner, mandler og svinekotelet.
Bare så kulturchokket ikke bliver FOR stort.

2) er vendt tilbage til at være et surt, hvæsende menneske igen.
Nitte.
Bacheloreksamen banker på døren, og prøver at se sød ud. Lader mig ikke narre.
I går blev jeg nødt til at stoppe efter knap ti siders læsning.
Blev ganske enkelt aggressiv. Indvendig stemme brølede noget om kommaer.
Håndtering af eksamensstress: level 0

3) der var én, der sagde noget om et medlemskontigent til a-kassen.
Henviser pænt til punkt 2 og erklærer, at det kan jeg ikke overskue.

4) forældre spurgte, hvordan jeg kunne tænke mig at fejre min snart overståede eksamen.
Har tydeligvist ikke hørt, at verden faktisk går under den femtende januar klokken 8.50.
Henviser pænt til punkt 2 igen.

5) opdagede, at salaten jo var helt nøgen uden parmesan.
Er der helt ærligt NOGEN salat, der smager godt UDEN parmesan?
Hvis nogen siger frugtsalat, er de dødsens.
Henviser pænt til punkt 2 igen igen.

6) mærker, at første halvdel af januar bliver den rene fest, for alle der skulle være så uheldig at være i familie med mig…

Det er helt sikkert januar!

Og nåh ja! 7) studiesekretæren ringede og sagde, at den der bachelor, som bl.a. skulle sendes på mail, aldrig var blevet modtaget!
Heldigt, at man åbenbart ikke dumper for den slags…