Alt andet end IT-support

I dag var første dag på Det Store hospital.
Var spændt.
Havde set programmet for første introdag og havde godt forsøgt at nedtone entusiasme.
Uden held.

Jeg er helt med på, at på et stort hospital med mange forskellige faggrupper ansat, må der nødvendigvis være forfærdeligt meget information man som nyansat skal tæskes igennem – og helt sikkert også nogle informationer, der ikke vedrører alle.

Men måske var det at skyde liiige lidt over målet med 12 oplæg om alt fra håndhygiejne og forskning til intranet og parkeringskældre.
Personligt kunne jeg i hvert fald godt mærke, at tankerne lige så stille begyndt at vandre.
På eventyr.
“Nu stopper du!” Formanede jeg mig selv.
“Du kan ikke sidde her – på første dag – med store, tomme øjne. Du kunne lige så godt sidde med et skilt, der sagde "Jeg keder mig helt vildt”. Du kunne ikke gøre det mere tydeligt.“
Så vendte jeg tilbage til virkeligheden og begyndte at kigge mig rundt.
Og så fik jeg det pludselig slet ikke så dårligt med mine tomme blikke.

For dér lige over for mig, sad personificeringen af kedsomhed og irritation i al sin pragt.

Jeg sværger, hun var så utilfreds, at hun var omgivet af en grå aura.
Hun gjorde intet for at skjule, hvad hun helt afgjort mente var påtvungen tidsspilde – og lignede én, der vel nærmest var fornærmet over at blive informeret om nummeret til IT-support.
Det var i hvert fald ved dét oplæg, at hun himlede flest gange med øjnene.

Jeg kan ikke love, at mine tanker ikke vandrede resten af dagen.
Men mine pupiller blev i hvert fald i midten af mine øjne…
Og meget af tiden kiggede de altså plirrende på den grå kvinde.

Hvad mon hun skulle lave?
Måske noget med IT?