Og hun ledte og hun ledte og hun ledte…

Helt ærligt.
Jeg ved godt, at jeg sagde, at der var flest dage, hvor jeg noget så idyllisk svævede hjem fra fødegangen og jordemodergerningen.
Jeg løj.
Måske også for mig selv. Måske, fordi jeg ikke ville lyde alt for sortseer-agtig.

Anyhow og helt ærligt, så har jeg faktisk ikke været sådan rigtig glad og begejstret når jeg er gået hjem fra fødegangen siden den syvende februar.
Ja, så skidt, har det stået til, at jeg rent faktisk kan huske den eksakte dato. Og at det er over to måneder siden.
Og i al den tid har jeg ledt og ledt og ledt efter min jordemodergejst.
Des mere jeg ledte, des mere mismodig blev jeg, for det blev bare værre og værre.
Jeg troede, at den måske var død og begravet og væk for altid.
Men så i går.
Så i går gik det hele bare helt rigtig. Og det var godt og jeg var på.
Og jeg blev glad. Og fik en tiltro til, at det ikke var helt uansvarligt og helt meningsløst, at jeg om ikke så længe kan kalde mig jordemoder.
Og *pufff* så var den der. Den gode gamle jordemodergejst.
Den havde måske været begravet i en masse forventninger, men var i hvert fald og heldigvis ikke død.

Sjældent har jeg været så lettet.