Nu lukker du arret, Please-Elise

Til de af jer, der ikke er blevet præsenteret for Please-Elise, kan jeg fortælle, at hun ellers er en ret stor del af mig.

Helt modsat Bæstet, der bor dybt nede i det sorte hul og kun kigger op lejlighedsvist, er Please-Elise en mere integreret del af mig. Man skal faktisk se meget godt efter, for at vide, at man har fat i min Please-Elise side. Men der er alligevel nogel hints, der afslører hende.

1) Hun kan kun sige ja.

2) Hun har et lidt manisk blik.

3) Hun har jysk dialekt.

Dét der er med Please-Elise er, at hun har det bedst med at ALLE har det godt. Rigtig godt. Så hvis du spørger hende om noget, så svarer hun helt reflektorisk:

“Ja. Ja. Ja. Det kan vi SAGTENS. Det er slet ikke et problem. Ja, DET gør jeg bare. Super. Ja. Ja. JA. Jeg kan jo bare sove, når jeg bliver gammel og grim. Jeg kan bare spise på vej på cyklen. Jeg kan bare tisse i bukserne. Det er HELT fint.”

Og mens Please-Elise pleaser sig gennem hverdagen, så sidder den øvrige del af mig tilbage, og føler sig meget lidt pleaset. Faktisk ender den oftest med at føle sig ret… brugt. 

Please-Elise har gået på flinkeskolen, og sukkerglaserer gerne alt hun møder på sin vej. Og hun har fyldt ALT for meget på det sidste.

Men så da jeg kom hjem fra min aftenskråstregnattevagt (tak, Please-Elise) i går, mødte jeg en mørk og dyster side, som jeg slet ikke vidste, at jeg besad. Jeg ved ikke, hvad vi skal kalde den. Må bare konstatere, at den nok stammer fra min sociale amager-arv og kunne begå sig ganske udmærket i en gangsterfilm

Jeg tror, at Please-Elise har besluttet sig for at tage på en tiltrængt ferie. Har du husket at sende din pleaser-side langt, langt væk med jævne mellemrum?

Det kan anbefales.

Her er fritid. Og høj musik (der er jo ikke nogen til at please naboerne).