Ikke den bedste gæst

Okay.
Jeg erkender blankt, når der er noget, jeg kunne gøre bedre.
Og.
Jeg har været en rigtig lortegæst på det sidste.

Har begrænset de fleste besøg til folk i egne rækker (læs familie), da jeg har vurderet, at de er de eneste, jeg tør udsætte for – og som kan håndtere – det råmateriale af uforudsigelighed, jeg transformeres til ved stress.
Nogle gange er det gået sådan… Ok.
Så har jeg siddet og svedt lidt for mig selv.
Andre gange…
Har jeg været lidt mindre diskret.

Vil her bare lige indskyde, at jeg godt ved, når jeg har været en tornado af flyvske følelser og huseret et hjem.
Så dukker jeg pænt op næste gang med en plade Merci og synger “Fordi I’ til!”

Troede, at jeg havde været alle mine udsving igennem.
Men så i går blev det værre.
Meget.

Det står skidt til, når man er sådan helt kan-ikke-fuldføre-en-sætning-opløst-af-tårer.
Godt at der er nogen, man så kan tørre sig af på.
Og som kan tørre én op.
Og oven i købet kunne forstå omkring tredive procent af de sætninger jeg prøvede at hikste mig igennem.

Men hvilken slags chokolade skal jeg så dukke op med næste gang?