Mugne mig

Æv. Forleden dag skulle jeg lige have mig en lækker bid brød til frokost. Derfor blev jeg da også ret så ærgerlig, da jeg opdagede at brødet var muggent.
Alt sammen.
Jeg blev endnu mere ærgerlig ved tanken om, at jeg spiste af selvsamme brød selvsamme morgen.

De fleste mennesker, ville nok – ligesom jeg – tage sig til maven, og tænke “oh, lord (åh, lort), hvad har jeg dog spist???”
Personligt, havde jeg faktisk også en følelse af ligefrem at kunne høre det mugne brød – eller måske dets utallige beboere – grine ondskabsfuldt og triumferende.

Nu synes du måske, at jeg er sådan liiige hysterisk nok. Der er vel ikke nogen, der dør af at spise en smule muggent brød? Vel?
Til dét, har jeg kun at sige, at jeg vil henlede opmærksomheden på den rare og meget entusiastiske underviser jeg havde i mikrobiologi og infektionspatologi

 Når man er blevet undervist i mikroorganismer, bakterier, svampe og amøber, så er det ikke bare forståeligt, jeg vil faktisk påstå at man er i sin yderste RET til at være hygienjehysterisk og bakterieforskrækket.

Defor vil jeg bare fremhæve, at jeg føler mig som et videnskabeligt vidunder, at jeg rent faktisk lever endnu. Og har det godt.
Kunne sådan set slet ikke mærke, at jeg havde spist hvad der svarede til indbyggerne på det afrikanske kontinent i svamepeorganismer.

Men hvis der pludseligt bliver tavst på bloggen, så send lige en sms og hør om jeg er ok, ikk’?