Nogle ting ændrer sig aldrig

Jeg kan huske dengang, jeg var en lille spirrevip og gik i første klasse.
En dag skulle vi have diktat, og da jeg nåede til et svært ord – jeg tror det var ‘lår’ – brugte jeg alt for lang tid på at fundere over, hvordan mon det skulle staves?
Resultatet var naturligvis, at jeg kom håbløst bagud med alle de efterfølgende ord – og min lille hjerne gik i baglås. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at græde, der lige ned i diktaten.
Når jeg siden mærker presset fra skole og job mase sig sammen mod mig, kan jeg af og til se billedet af mig selv panikke over diktaten og skrive og skrive i kamp mod tiden og hukommelsen.

Grunden til at jeg fortæller netop denne anekdote er, at den nok er meget sigende for mit temperament;
Skønt jeg af natur er et ret uorganiseret menneske, så er der intet der kan stresse mig som manglende overblik – jeg har derfor sidenhen altid sørget for at være med, især når det kom til skolen og isærdeleshed når det kom til eksaminer. Ingen opgave er nogensinde blevet færdigskrevet natten før afleverinsgdatoen.
Derfor var det også nærmest vovet af mig, at beslutte mig for, at jeg sagtens kunne aflevere eksamensopgave fra udlandet. Bøger og pc i tasken – hvad kunne gå galt??

Nej, tasken blev ikke stjålet eller lignende. Bøgerne var de rigtige og to dage før aflevering skulle opgaven blot korrekturlæses. Dette skulle gøres i ro og mag dagen inden – og så brød helvedet ellers løs… For alt hvad jeg havde skrevet, mens jeg var på ferie var væk, det vil sige halvdelen.
Aldrig har jeg hadet en eksamen så indædt, mens jeg med frustrationstårer over egen dumhed skrev og skrev og mest af alt hældte vand ud af ørerne (og øjnene).

Opgaven blev selvfølgelig afleveret til tiden alligevel, og det er da ikke fordi jeg regner med at dumpe, men i en verden hvor det hele vendes op og ned – og jeg arbejder, mens min mor spiller angry birds ved siden af – er det alligevel beroligende, at nogle ting er de samme som altid.
Og at den stadig står 1-0, når kommer til hvem, der græder, og hvem, der trøster…