Volapyk

Kan I huske, at jeg skrev, at jeg drømte mig til Korfu?

Nu behøver jeg ikke, at drømme meget længere, for midt i april river jeg en uge ud af kalenderen og hopper ned til mit andet (og noget varmere og mindre stressfyldte) hjem. 

Der er bare lige én sten på vejen. I stedet for mit efternavn står mit mellemnavn på billetten – og i disse tjek-i-hovedet-og-….-tider, skal det selvfølge ændres inden jeg nægtes udrejse i lufthavnen.

Men men, hvis der er noget jeg hader inderligt, så er det at tale i telefon. Det går ok, når jeg kan sige “du taler med Eline fra fødegangenb/426/etc.” men ligeså snart det er Eline Privatpersonen, så bliver jeg ganske enkelt telefonspasser. Og det hjælper ikke, at for at tale med Ryanair, skal man tale engelsk.

Dut… dut… (en mand svarer telefonen, og allerede her går det galt, for ud af en lang svada fatter jeg faktisk kun, at han siger noget med Ryanair…)
Hør her; jeg taler ganske udmærket engelsk, men den mand talte simpelthen så hurtigt og med så gennemsyret indisk accent at det var ligefør jeg kom til at bede om en chicken tikka masala.
Stemningen blev hurtigt lidt irritabelt (begge veje) så da jeg skulle stave mit bookingnummer var det eneste jeg kunne komme på “R as in rrrrrr….rrrage!”
Jeg kunne have sagt Race, jeg kunne have sagt Rabbit eller Right men nej, det eneste ord med R jeg kunne komme på var Rrrrrrrrage.

 Er sikker på, når jeg fremover kører mit pas igennem kontrollen, vil denne advarsel poppe op:

og derefter en parentes om, at jeg ikke fatter en hylende fis…