Hvad er du bange for?

Jeg ved det godt; her har været ret stille på det sidste.

Det er ikke fordi, jeg ikke har lavet noget. Jeg har bare ikke rigtig haft noget på hjerte.

Jeg håber ikke, at I har været bange for, at jeg havde glemt eller opgivet jer. Eller havde prøvet at lave en DIY-fodamputation. Igen.

Jeg læste engang et eller andet sted, at frygtcentret i hjernen først er rigtigt færdigudviklet, når man når 25årsalderen. Det tror jeg for så vist egentlig er rigtigt nok. Det er formentligt derfor jeg i en alder af 16 kørte på knallert på Korfu aldeles frygtløst, mens jeg nu får forhøjet blodtryk bare ved tanken om at køre en bil.

Forstå mig ret; jeg var faktisk et relativt frygtsomt barn – jeg var bare bange for alle de mest mærkelige ting. For at stoppe med at trække vejret mens jeg sov, for højresvingsulykker og huller i ozonlaget.

Men jeg var ikke bange for de mere oplagte ting – kidnappere, mordere og varulve. Jeg følte mig helt afklaret med, at jeg simpelthen var alt for kedelig til at blive slået ihjel.

Men, men… nu er jeg blevet ældre. Nærmere bestemt – ældre end 25 år, og hånden på hjertet:

FRYGTCENTRET MÅ GODT LADE VÆRE MED AT UDVIKLE SIG MERE NU

For listen over min frygt er vokset som uønsket hårvækst – aggressivt og vedblivende – og omfatter nu blandt andet

• forskudsopgørelser

• alle breve fra banken

• dates med stalkere

• at jeg kun ved at køre bil kan redde nogens liv

• østers

… heldigvis har jeg trøstet mig med, at midt i al frygten dog også var en vis fornuft. Ikke noget sådan alt for paranoidt.

Lige indtil fredag i sidste uge.

Hvor jeg var alene i mine forældres hus. Det havde været varmt hele dagen og døre og vinduer havde stået på vid gab – og gjorde det sådan det stadig – da mørket begyndte at omslutte murstensvillaen.

Jeg mærkede pludselig en helt ny frygt røre på sig midt imellem opvaskesvampe og køkkenklude.

Som den ualmindeligt kløgtige person jeg er, prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig ikke var bange.

Det gik ikke sådan skidegodt

Jeg smækkede alle døre og vinduer i. Lukkede huset fuldkommen hermetisk.

Det hjalp bare ikke.

Hjernen var gået i alarmberedskab. Morderalarmberedskab. Der var simpelthen alt for mange døre og vinduer. En enlig kvinde på halvanden meter kan jo for fanden ikke vogte over en milliard indbrudsmuligheder – jamen, det kan hun ikke!

Og jeg ville gerne fortælle jer, at jeg fik talt mig selv til ro – med min meget voksne fornuft. Med alt det andet, der jo følger med, når man bliver voksen.

og jeg talte med min blideste, mest beroligende stemme jeg kunne opdrive. Ville gerne sige, alt det dér fornuftige til mig selv… men det ville hjernen ikke.

Og i stedet sagde den faretruende blide, overhovedet-ikke-beroligende stemme:

Nu ville jeg jo så gerne sige, at jeg overkom det, den irrationelle frygt, for altså, det dur ligesom ikke at være bange for at være alene hjemme, når man ligesom bor alene, vel?

…

Jeg kan kun sige, at jeg kom hurtigt ud af døren!

Næsten helt stille og rationelt ud i den mørke have.

…

heldigvis var det meget mere trygt hjemme i min 52kvadratmeters lejlighed. Dér skal jeg kun vogte over én dør.