Forfærdelige brusebadsforbandelser!

Er du også en Not-So-Handy-Woman?

Altså.
Generelt vil jeg jo ellers betegne mig selv som en riiimelig selvkørende type. Jeg kan da både lave mad, der ikke er brændt på og de fleste dage  møder jeg da også op til mine vagter på arbejdet. En gang om måneden begiver jeg mig endda ned i vores vaskekælder!

Men – ak!- én ting, har jeg bare slet ikke styr på herhjemme:
Jeg er virkelig ikke en handy-woman!
Og det er jo paradoksalt, for jeg er vokset op med en virkelig handy far! Den mand kan lave alt, alt hvis du bare giver ham to brædder, en skruemaskine og en bits eller tux (tox??) eller hvad ved jeg.
Men mig? Jeg føler mig rimelig handy, hvis bare jeg har renset filteret i vandhanen eller købt afløbsrens.

Derfor var det bestemt heller ikke en overraskelse for mig, at det var ret svært for mig, at regne ud, hvor langt et lysstofrør jeg manglede til stykket over min vask.
Det var det til gengæld for min far.
“Jamen, hvor langt er stykket?” Spurgte han undrende midt i Harald Nyborg.
Havde jeg vidst, at vi skulle i Harald Nyborg, havde jeg helt sikkert lige taget mål inden, men mænd kan åbenbart finde på lige at “suse” inden om et byggemarked på samme måde som vi kvinder lige smutter i Bianco – who would’ve known?
Nåh, men så stod jeg jo der i Harald Nyborgs skriggule helvede, og tænkte noget så kraftigt efter.
“Far,” beklagede jeg
“Jeg kan ikke engang vælge en rigtig størrelse Tupperware selvom jeg står lige ved siden af gryden med madrester – hvordan skulle jeg kunne vurdere hvor langt lysstofrøret er ud fra hukommelsen?”
Det mente han ikke var noget problem, mens han pegede på den alenlange række af lysstofrør.
“Jamen, er det sådan her? Sådan her? Sådan?”
Jeg kunne ligefrem mærke min fars agtelse for mig dale, da han betragtede mig, mens jeg prøvede at forestille mig, at jeg stod ved min vask. Jeg drejede næsten nakken af led for at visualisere, at jeg kiggede op på lysstofrøret men min fantasi var lige så blank som mit øjemål, og det eneste jeg så, var min fars (alvorligt bekymrede) mine.
Ved “fælles” hjælp endte vi dog med at vælge et lysstofrør. (og først dagen efter udtalte min far: “jeg tror sgu ikke det passer!” øh, tak, far??)

Hjemme i lejligheden ville jeg så udskifte lysstofrøret i dag.
Det tog mig lige omtrent tofemtedele af et sekund til at se, at lystofrøret ikke passede. Som i overhovedet ikke.
Min køkkenvask er åbenbart meget bredere, end jeg gik og troede. Sådan cirka dobbelt så bred.

Men som jeg stod og holdt det alt for korte lysstofrør op mod det alt for lange over vasken, gik noget pludseligt op for mig:
Havde jeg ikke set et lysstofrør et sted i lejligheden? Men hvor?? Kunne det virkelig være… Oven på køkkenskabene – bingo!
Jeg stødte imidlertid på endnu en handy udfordring, da jeg først havde gravet lysstofrøret frem og konstateret, at det passede over vasken:
Hvordan fjerner man et lysstofrør?
Jeg forsøgte først bare at hive, men fik hurtigt en fornemmelse af, at det kunne ende rigtig dårligt. Så prøvede jeg at lirke og trykke, ligesom når man skal fjerne et AA-batteri (ja, fancy-pansy, I know), men det virkede heller ikke frugtbart.
Jeg stod og lænede mig baglæns ind over vasken, mens jeg tog lysstofrøret i åsyn. Så slog det mig, at man måske kunne dreje røret – og ganske rigtigt; øjeblikket efter fik jeg det i hovedet!
Det slog dog ikke skår i glæden (eller lysstofrøret eller hovedet) og jeg fiksede hurtigt at få det nye lysstofrør på plads.

Med næsten ærefrygt gik hen og trykkede på stikkontakten og følte mig sådan helt… wonderwoman-agtig… sådan total fiks… typen andre eneboende kvinder kunne se op til… typen med … klikklik? Klik! Klikketi-fucking-klik! Typen med totalt mørke over køkkenvasken.

… og så forstod jeg, at jeg simpelthen ikke havde skilt mig af med det sidste lysstofrør, min far hjalp mig med at skifte… jeg havde bare lagt det oven på køkkenskabet!

For føk sake, Eline.

image

Vil du læse mere, give gode fif blære dig med din handy-woman-kunnen eller fortælle mig, hvor man møder en sød single håndværker, så min far kan få lidt fred for sin håbløse datter, så gør det her eller på FACEBOOK eller INSTAGRAM.

4 kommentarer

  • Sådan nogen el-pærer har jeg også liggende. I æsken, For man må jo ikke bare smide en elpære ud, for der er et eller andet halløj i. Så i stedet så kommer jeg den ned i æsken igen, så den ikke gå i stykker inde jeg skille mig af med den på forsvarligvis. Har stadig til gode at finde ud af hvad forsvarligvis er.
    Æskerne med de brugte el-pærer opbevarer jeg selvfølgelig i skuffen med el-pærer. Hvor smart er det lige?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • SortPaHvidt

      Hahaha! O. M. G. Det er da SÅ smart – jeg gør faktisk det samme med batterier af præcis de samme årsager. Jeg har faktisk nærmest en “brugte batterier”-skuffe! Men altså… man skulle jo nødigt gøre noget uforsvarligt! Vel? 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg har fået en genial idé. Fremover sætter jeg et kryds på de brugte el-pærer.

      Pas i øvrigt på med at gemme batterierne for længe. Jeg afleverede et par års batterier fornyligt og dem der lå nederst var blevet til en slags pulver nærmest.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • SortPaHvidt

      Fantastisk ide! Nu har jeg købt et nyt lysstofrør og fundet ud af, det slet ikke var det gamle lysstofrør der var noget galt med, men selve dimsen det skulle sidde i som er gået i stykker! 🙊🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forfærdelige brusebadsforbandelser!