Det mystiske brøl på Amager var mig

Der var engang én, der spurgte mig, om der var noget jeg ikke  kunne.
Lykkeligt uvidende (og tilsyneladende i et sjældent anfald af selvtillid) svarede jeg “danse”
Fra og med i går ved jeg, at det mere korrekte svar ville være “sætte en wallsticker op”.

Og hvis du ikke har tid til en lang – men hudløs ærlig – anekdote om næsten ingenting, skal du klikke væk nu.
Virkelig?
Okay, men sig ikke, at jeg ikke advarede dig.

Nåh, men i går havde jeg sat mig for at muge ud og rydde op i det krigszonelignende område, jeg kalder min lejlighed.
Jeg havde netop overstået første punkt – at lægge tøj sammen og på plads – da jeg fik kigget nærmere på, hvad der stod ved siden af mit garderobeskab.
En wallsticker.
H-hm. Som jeg fik i julegave.
Ser man det, tænkte jeg.
Hvad venter jeg egentlig på? At en eller anden superman skal komme og sætte den op for mig? Det skidt sætter jeg sgu da op. Nu. Piece of mothercake!

Jeg følte mig allerede som en ret pligtopfyldende og beundringsværdig borger, da jeg troskyldigt først googlede, hvordan man satte væsenet op. Fik forresten nogle ret bekymrende google-forslag, som I kan se på min INSTAGRAM. Hvad folk dog googler!

Nåh, men der var fire punkter på brugsvejledningen og jeg hånlo (!) Åh, det ville blive let! (Karma is a bitch)

1) glatte wallsticker ud med kreditkort eller udglatterdevice
2) skille det hvide papir fra det gennemsigtige klistreunderlag (Her skrev siden pædagogisk, at man skulle passe på, at wallstickeren blev siddende på det gennemsigtige klistreunderlag)
3) sætte wallsticker på væg. Endnu engang glatte med diverse ting
4) fjerne gennemsigtigt klistreoverflade og nyde sin wallsticker

Ad.1 ) Entusiastisk går jeg til værks. Kyler wallsticker og undertegnede på gulvet, så jeg ligger dér med min største muskelgruppe i vejret og glatter og glatter med mit gamle studiekort.
Bliver lidt øm i knæene. Men opmuntrer mig selv med, at jeg snart er færdig og oppe igen. (Og ja, jeg skulle nok blive klogere)

Ad.2 ) Griner skadefro af tilføjelsen af, at man skulle passe på, at wallstickeren bliver siddende på det rigtige underlag. For fanden, hvilken gør-det-selv-idiot med motoriske evner som en tre-årig kunne splitte møget sådan ad?

På under fem minutter ved jeg, at gør-det-selv-idioten med de motoriske evner som en tre-årig er mig. En tre-årig kunne måske endda gøre det bedre.
Wallstickeren jeg skal sætte op er en ugekalender. På den ene side af den står “Monday, Tuesday” etc. listet op, og i den anden side er nogle fede, sorte kasser, hvor man kan skrive gøremål og aftaler op.
I kalendersiden sidder SAMTLIGE bogstaver fast på det forkerte lag papir. SAMTLIIIIIIGE! Som var begge lag en swimmingpool, hvor der netop er én der har bekendtgjort, at de har tisset i det ene badebassin, flygter alle bogstaverne over på den anden side. Og man kan fandme ikke overbevise dem om, at det er sikkert at give slip og komme tilbage. Mine bryster er lige ved at blive så lange, at de lander på det klistrede underlag med et hult bump.
Jeg har ikke engang fået løsnet M’et i Monday, før jeg tænker, at jeg hellere må starte med de sorte felter. I ved, sådan for at starte med det lette. Opbygge selvtillid og sådan noget.
Efter lidt begyndervanskeligheder får jeg adskilt alle de sorte felter.
Nu mangler jeg bare den modsatte ende af  papiret med alle bogstaverne…

Jeg ligger stadig på knæ, og må rulle det øverste papir åh så forsigtigt væk fra det andet lag. Dels for at få ét bogstav til at slippe og dels for at undgå, at jeg får skævvredet samtlige af de øvrige bogstaver, der er på samme linje, som det jeg abrejder med.
Og don’t even get me started med hvis man i et splitsekund giver slip på det sammenrullede papir, så det ruller sig tilbage på de løsnede bogstaver – for så springer de for føk sake tilbage til deres ex!

Jeg har brugt cirka tretusinde gange længere tid på punkt to alene, end jeg havde forestillet mig at bruge på hele projektet, da jeg sender denne snap:

Jeg er meget tæt på at skrige.
Meget tæt.
Er næsten stolt over, at jeg formår at lade være.
Jeg er knaldrød i hovedet, mit hår ugler og jeg kan mærke, hvordan tålmodigheden (som jeg i forvejen ikke besidder i overflod) glider mig af hænde. Det er sgu næsten som at stable øldåser oven på hinanden; før eller siden ved du, at tårnet ikke holder til mere.
Det er bare et spørgsmål om tid – og hvor højt braget bliver, når det hele smadrer mod jorden. Kan ligefrem mærke hvordan brysterne bliver centimeter længere for hvert bogstav.

Min forundring er derfor stor, da jeg efter en time har fået løsnet alle bogstaverne så de sidder på den rigtige side.
JEG ER FÆRDIG! HALLE-FØKING-LU-JULIA!

Så må jeg alligevel klø mig lidt i håret. Og kaste mine nu endnu længere bryster op over skulderen, så de ikke slæber han ad gulvet.
Jeg startede med oprulningen i enden med de sorte felter.
Og begyndte så forfra i den modsatte ende med at rulle papiret af.
Så nu ligger der en sammenrullet pølse af det overskydende papir i midten.
Løfter lidt i den ene side.
Ja, den klistrer sgu ret pisse meget.
Vil ikke give slip.
Hvem vil give mig en stesolid og en kop vodka?

Kigger længe og intenst på pølsen.
Vil under ingen omstændigheder rulle den tilbage hen over bogstaverne med frygt for at de – for gud ved hvilken gang – skifter mening og hopper tilbage til den der ex-side.
Må rulle den tilbage hen over de sorte felter.
Hvis jeg nu gør det lidt hurtigt, går det lettere, ikk’?
Sådan noget med kortest muligt tid til kontaktfladen, tror jeg nok.
Eller som med et plaster?

Ruller først lidt forsigtigt. Kan mærke, at det går lidt skævt, alting vil tilbage til det papir jeg er ved at fjerne.
Ruller hurtigere. Nu går det rigtig skævt, men kan ikke stoppe.
Rigtig, rigtig skævt. Som en lavine – eller et hamster der løber for hurtigt i sit hjul.
Åh, nej. Føk føk fuckedi føk.
NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!

Her står det hele lidt uklart for mig.
Men da jeg kigger ned er de sorte felter klasket sammen.
Bliver nødt til at tælle til en fantasillion eller slå nogen ihjel, og da jeg bor alene ved jeg godt hvem det ville være, så sender i stedet denne snap:

Her er jeg nu klar til at give flyvende lussinger og lammere til alle der kommer i en ni-meters radius af mig og mine kilometer lange bryster.

Må nu løsne wallstickeren fra sig selv.
Det er omtrent lige så nemt som at løsne to stykker fluepapir fra hinanden.
Og nu skriger jeg.
Nej, okay, jeg brøler.
Jeg brøler FUCK.
Som i: alle mine naboer kan høre mig.
Og jeg ved godt at vold ikke er løsningen, men hvis jeg var gift nu og det her wallsticker-crap var et fællesprojekt, havde jeg underskrevet skilsmissepapirerne og rusket husbonden hårdt, inden du kunne nå at hviske anger management kursus.
Jeg takker himlen for, at jeg er alene, for min opbyggede vrede er nu på størrelse med et mellemstort afrikansk land og jeg hiver i og sveder på wallstickeren.
Helt ærligt, alt kunne være sket!

Wallstickeren overlever kun fordi, jeg minder mig selv om, at den er en gave.
Som jeg oven i købet har ønsket mig.
Minder mig selv om, aldrig mere at ønske mig en wallsticker.
Og så har jeg pludselig fået løsnet alle sider og kanter og kaster hele postyret op på væggen.
I min galskab finder jeg endda min vaterpas-app frem, konstaterer at det hænger skævt… og pakker appen væk uden videre.

…

Hvis jeg nogensinde siger, at jeg vil have tapet i min lejlighed, vil I så ikke bede mig hyre nogen?
Altså, for verdensfredens og mine brysters skyld.

Læs mere på FACEBOOK eller INSTAGRAM, for nu må jeg virkelig have noget morfika (okay, cola) at slappe af på. Bare tanken om projektet, fik mit blodtryk til at stige faretruende igen…