Af skade bliver man klog, men sjældent… smuk

Herregud. Vi har jo alle vores at slås med.
Nogle kampe er store. Andre er små.
I dag handler det om én af de små kampe:

Kampen mod det fedtede hår

Jeg husker det ikke som om, jeg altid har fedtet hår. Som barn var det vist bare gennemsnitsligt, tror jeg. Måske hænger den pludselige fedtethed sammen med dengang, jeg kom til at vaske hår i kalkfjerner.
Anyways. Mit hår fedter. Sådan er det bare.
Jeg har prøvet alverdens shampoo’er, hårkurer og afholdenhedsteorier, men håret, ha! det er da ligeglad. Så for ikke at komme ind i en ond spiral med hårvask hver eneste dag, bruger jeg med jævne mellemrum tørshampoo.
Forleden fandt jeg en på tilbud. Med den beskedne label

THE WORLDS BEST DRY SHAMPOO

Ej, men så kan du da ikke bebrejde mig – det bliver man jo nødt til at prøve!
Dagen efter skulle jeg have konsultation i jordemodercentret, og tørshampoo’en skulle stå sin prøve.
Forstå mig ret; jeg vil selvfølgelig gerne se godt ud hver dag, men på fødegangen er folk jeg møder, jo tit meget optaget af noget andet, end hvordan jordemoderens hår sidder.
I konsulationen kan man jo bare sidde og kigge. Og kigge.

Nåh, men håret trængte til en lille opfrisker, det måtte jeg indrømme. Det var ikke overvældende. Bare lige de totter, der sad tættest ind mod ansigtet.
Læste på etiketten og fulgte anvisningerne.
Bøjede mig fremover og hev professionelt ud i forskellige totter, som jeg gav en ordentlig omgang fra rod til spids.

PFFFFFFFffffffffff! Pffffffiiiihhrfffffffffffffffffffffffff! pfffff! PPPfffff!

Syntes faktisk, at jeg havde ganske godt styr på skidtet.
Indtil jeg atter rettede kroppen op og fik øjenkontakt med mig selv.
Eller rettere:
Mit Cruella Devil-agtige tresårige selv!

Jeg havde føkme fået en tørshampoo til blond hår. Meget blond hår!
Totterne rundt om mit ansigt var bleggrå og stride.
Jeg redte og redte og redte og gispede og redte endnu mere. Jeg lignede jo for filan én, der var på vej til udklædningsfest!
Det blev bedre. En smule.
Jeg fik stress, da jeg kiggede på uret og så, at jeg skulle møde den første gravide om en halv time. Som mange andre kvinder før mig, måtte jeg indse, at min aldringsprocess ikke var sådan at tage tilbage.
Jeg svedte og glinsede og snoede hårlokkerne i opfindsomme vinkler, mens jeg prøvede at gemme mine grå totter.

Det endte med at være… ok. Hvis man ikke kiggede sådan særligt… indgående på mig.

Og den dag, var der i hvert fald ingen, der spurgte mig, hvor meget erfaring, jeg havde.

 

Kan du ikke få nok, kan du stalke bloggen på FACEBOOK eller INSTAGRAM