Derfor får jeg kæmpekrammere af fremmede mænd

Okay.
Vi kender det jo allesammen godt.
Altså, os, der er single eller har været det.

Når man står dér. Et eller andet sted i det offentlige rum. Det kan være supermarkedet, biblioteket, bussen eller den gustne bodega. Med ret stor sandsynlighed er det faktisk den gustne bodega.
Nåh, men du står der. Og så får du øje på ham.

Du gør dig til på den der helt særligt diskrete måde, hvor din kropsholdning ser fuldstændig afslappet og tiltrækkende ud, mens du i virkeligheden vinkler hofterne, lette venstre fods hæl en smule fra gulvet og giver dig flotte lægge, mens du suger maven ind.
Fra artiklerne i damebladene ved du, at du bør holde øjenkontakten i to sekunder længere end det er naturligt, men i praksis har du næsten ikke nerver til at holde blikket i kun to sekunder. Du vil hellere slå det ned, og gribe hårdt fast om din øl og drikke til du har fundet modet i bunden af flasken.
Og så sker dét, der ellers kun sker i film…

… han kigger op, fanger mit blik og sender mig et par øjne, der ikke er til at aflæse. Han smiler. Rejser sig fra sin plads og går med beslutsomme skridt i min retning. Nej, ikke bare i min retning – direkte hen i mod mig.
Han krydser dansegulvet selvsikkert og helt sikkert beruset, smiler stadig mens han nærmer sig målet.
Det er mig…

Og så går vi lige over til en anden situation. Jeg skal nok vende tilbage til Manden i Baren igen. Jeg lover.
Nåh, næste setting er på mit ungdomsarbejde. Jeg var tjener på en restaturant i tivoli, det var travlt men sjovt arbejde og man mødte masser af mennesker på kryds og tværs af afdelinger.
Kantinen deltes afdelingerne om, og uanset hvornår man fik sin “frokost”pause, var der altid masser af mennesker.
En dag sker det så igen. Filmøjeblikket. Bortset fra at jeg overhovedet ikke havde set eller lagt mærke til den unge mand, før han stod få meter fra mig og med et par lange skridt pludselig er lige foran mig, hiver mig ind til sig i en kæmpe omfavnelse og siger:

Tilbage til Manden i Baren.

Han ser ikke på mine veninder, han hilser ikke da han kommer over til vores bord. Han bryder lige ind i vores samtale og siger:
“Dig kender jeg!” Det var dog den mærkeligste pick-up-line, jeg har hørt.
Jeg kigger forundret tilbage. Formår tydeligvis ikke at gribe bolden og siger:
“Men, altså, jeg kender ikke dig.”
“Jo”
“Nej.”
“Jo!”
“Nej!”
“Jo. Gik du ikke på *nævner min folkeskole*?”
“Øh. Jo.” Nu meget mystificeret. Husker tilsyneladende intet fra mine folkeskoleår
“Ja! Ja, jeg hedder Morten. Jeg gik et par klasser over dig…”
“… Der ringer ingen klokke…”
“Ej, men JO! Hedder du ikke ….” 

(Tilbage til Krammefyren fra Kantinen)

“A-a Amalie?” Siger han da han ser mit forbløffede ansigt
“Du er jo ikke Amalie!”
“Nej, det er helt rigtigt opfanget. Jeg er hendes lillesøster”

Så ja, lige når jeg tror, at jeg besidder mystiske mande-magnet-evner, viser det sig, at det bare er fordi min søster har en stor omgangskreds.
Vi er hverken tvillinger eller født med ellever måneders mellemrum, vi er bare begge to små, brunhårede og med fregner. Og det er tilsyneladende nok til at forvirre venner – men selvfølgelig aldrig veninder.
Jeg kan aldrig finde ud af, hvem det er mest pinligt for, når jeg bliver krammet af mænd, jeg ikke kender. Jeg ender altid med at stå og sige ting som “det skal du slet ikke tænke på”, “Vi ligner også hinanden meget (lidt)”, “Det var jo et dejligt øh kram” og “Jeg skal nok hilse”

Og som om det ikke var nok, så har jeg spurgt min søster.
Det er aldrig sket for hende.

 

Kan du ikke få nok, kan du følge bloggen på FACEBOOK og INSTAGRAM