De små ting

Så er jeg tilbage på bloggen, og for dem, der ikke kan gætte det, betyder det, at jeg også er tilbage fra ferie på min græske halvfødeø. (Her vil jeg forresten lige indskyde, at man ikke mærkede noget som helst til den græske krise på den lille ø. Så hvis du har siddet og bidt negle fordi du har en kommende græsk ferie, der er købt og betalt, så vil mit råd altså være; stop med at bide negle og glæd dig til din ferie 😉 …)

Nåh, back on track.

Ufff, det er noget af en kamel at sluge. Dét der med at det var det. Ferien er slut.
Da jeg i går aftes var på vej til lufthavnen, havde jeg en ubændig trang til at hive en plasticstrip op af inderlommen, surre mig fast til den nærmeste palme og skingre “I kan tro nej! I får mig fandme ikke op på det lortefly! Jeg tager eddermugme ikke hjem til regn, travlhed og vrisne mennesker – heriblandt mig selv!”

Men det var mig, der måtte tro nej.
Klokken 5.55 landede flyet i Kastrup, og lossede mig ud i den kolde virkelighed med en isnende vind blafrende mellem mine bare, blege ben. Da jeg en halv time efter fandt jeg mig selv og min blå kuffert på vej til bussen, føltes det hele som en drøm. Havde jeg været på ferie, eller var jeg på vej? Jeg blinkede heftigt med øjnene, som om det ikke alene kunne få mine klistrede kontaktlinser til at makke ret, men også tage mig tilbage fra hvor jeg kom. Hånden på hjertet, jeg havde faktisk lyst til at tude ved tanken om at skulle tilbage på et arbejde, hvor dit hurtigste ofte ikke er hurtigt nok, hvor sparekniven rasler som efterårsløv og det store billede efterhånden er så stort, at du selv kommer til at føle dig meget lille.

Mens mig og min kuffert begge trillede så hurtigt vi kunne med vores ekstra ferievægt, fik jeg øje på bussen. Åh, den kunne lige vove på at køre for næsen af mig! Jeg satte farten op, snublede over en skæv fortovsflise og følte mig dum. Men så gik det op for mig, at chaufføren allerede havde spottet mig – og oven i købet havde slået dørene op for mig.
Jeg løftede gryntende det blå spetakel op i bussen og mærkede flyfedtet gøre min hud skinnende og håret klistret. Jeg følte mig lidt ussel. Men chaufføren kiggede bare på mig, smilede og sagde:

“Så er ferien slut!” Nærmest proklamerende. Fedt, tell me about it!
“Åh ja.” Prustede jeg trist og tilføjede:
“Øv.”
“Jamen, velkommen hjem!” Storsmilede han. Han mente det.

Han spurgte interesseret om, hvor jeg havde været og om det havde været en god ferie. Og så fik vi os en lille smalltalk.
Det har vel varet… to minutter, måske halvfems sekunder, men det var alt, hvad jeg havde brug for. At nogen bød mig velkommen hjem. Smilede.
Så tak, buschauffør, som jeg endda vinkede glad til som en lille skolepige, da jeg steg af bussen. Tak, fordi du med en lille gestus, vendte mit kulsorte humør og mine tanker om hverdagen ethundredefirs grader. Og måske bliver det for filosofisk nu, måske har jeg simpelthen fået for lidt søvn i dag og måske er det steget mig til hovedet – og så beklager jeg selvfølgelig:
Men dét, at chaufføren ikke bare kørte mig fra A til B, mindede mig om, at ja, jeg er bare er en lille tand i et lille tandhjul på en stor fødefabrik. Men derfor kan du stadig være tandEN, for dem du møder. Og i virkeligheden har jeg det måske fint med at være en lille tand, der hver dag kan gøre de små ting. Som kan gøre en stor forskel.
Det gjorde det i hvert fald for mig i dag.
Så værsgo’; tag hvad du har brug for:

Når alt kommer til alt, handler det jo om at sprede glæde hvor man går – og ikke når man går.

God gråvejrslørdag!