Krimilæsningens hævn

Helt ærligt; jeg har slugt krimier stort set lige siden jeg kunne stave mig igennem bestialsk mord.
Jeg har set krimifilm, thrillere og des lige.
Det har aldrig rørt mig spor.
Des mere klam og creepy des bedre.

Men jeg har hørt et sted, at centeret i hjernen, der opfatter frygt ikke er fuldt udviklet, før man er cirka femogtyve år.
Og måske er det sandt. For lige pludselig er mit frygtcenter vågnet op til dåd.
Skal jeg da lige love for.

Det drejer sig særligt om et helt særligt sted på min cykeltur til og fra arbejde.
I dagslys er det en hyggelig, lille cykelsti trukket væk fra vejen.
I nattens mulm og mørke er det en pludselig én lang række af muligheder for overfald og mord.
Efter min megen krimilæsning ved jeg heldigvis allerede lige hvor jeg skal smide cyklen, kaste mig ind i krattet og med hvilken kraft, jeg skal tyre min cykelhjelm ud i søen som afledningsmanøvre.

Problemet er bare, at jeg ynder at fortælle folk om min rædselstur hjem i mørket – og hver gang kommer der pludselig nye ubehageligheder til

Anede slet ikke, at der var så mange måder at blive myrdet på!

ps. men nu ved I godt, at man skal lede i søen, hvis jeg forsvinder, ikk’?