Oh, the joy of being ftidligere ftandbøjlebruger

Man tror ganske fejlagtigt, at når den der bøjle kommer af tænderne, så slutter alle de ufede eskapader.

Slut med at blive nærdødskvalt af fastsiddende appelsinskind midt i en matematiktime
Slut med at tandlæger helt ekstatisk spørger om man skal prøve med forskelligt farvede elastikker denne gang?
Slut med nok at måtte erkende, at én af de der elastikker er faldet af og vistnok er blevet det femte krydderi i et eller andet aftensmåltid.

Slut, slut, slut.
Og så… alligevel ikke.

For efter bøjlen kommer ståltråden.
Der sidder bagved tænderne, hvor bøjlen har siddet.
Nåh, men det er da ubesværet og diskret, tænker du så.
MEN det er det ikke.
Slet ikke, når det er af den type, der har det med at rive sig løs i de mest ubehjælpsomme situationer. Og som i øvrigt kostede 1100 kroner at få sat fast for bare seks måneder siden.
NærrigEline venter derfor på svar fra tandlægen, om ikke der må findes én eller anden form for garanti for hvor længe (kort) man kan forvente, at den slags holder?

Der er bare én lille hage, mens jeg venter…

Og når man så spørger de filosofiske tandlæger, hvor længe sådan et monstrum monstro skal sidde dér og tyrannisere?
Så svarer de sådan nærmest drømmende;
“Tjoh… nok for altid.”

Ja tak, det er da vist en sandhed med modifikationer!