En jordemoderfødsel

På én eller anden mærkelig måde, har jeg hele tiden haft det som om, at dagen i dag aldrig ville komme.
Da jeg for tre og et halvt år siden satte mine ben på jordemoderuddannelsen, var det med i morgen for øje – men det var jo også så langt væk.
I perioder har jeg nærmest følt mig som en mus, der løb og løb i en trædemølle, og som aldrig kom tættere på, men dog på en forunderlig måde hele tiden havde målet inden for rækkevidde.

Men i dag ER i dag i dag.
Og det er ganske uvirkeligt!

Vejen hertil har været brolagt med marmor, sand og brosten.
Vi har snublet, vi har gledet, vi har danset og vi har hoppet af sted.
Vi har bogstaveligt talt været igennem blod, sved og tårer.

Nogle gange var det kvinderne, der svedte.
Nogle gange var det os, der græd.
Andre gange var det omvendt.
Vi har været sammen.
Vi har været alene.
Men alligevel sammen om det hele.

Og efter i dag skilles vores veje så – og det er stort, og det er underligt.

På mit studie har jeg mødt nogle af mine bedste venner.
Vi er forskellige – der er de høje, de små, de varmende, de larmende, de sjove, de grove, de krammende og de ammende…

I hvert fald kan kvinderne derude være rolige, for der ER vitterligt én til enhver smag!

Men vi er også meget ens. Vi tager os af andre og hinanden.
I fredags var jeg i byen med en tyve stykker af jer, og jeg gik rundt og forevigede en masse øjeblikke med mit kamera – og uafhængigt af hinanden spurgte de første ti mig, om JEG nu også var med på nogle billeder, og om I ikke også lige skulle tage et af mig?
Måske fordi vi er vant til at spørge fædrene på fødestuerne om det samme?

Og i dag får vi så papir på det hele.
Nu er vi jordemødre.
Hvordan gik det til?
Udover, selvfølgelig, de seksten eksaminer vi har slæbt os igennem…

Sådan som jeg ser det, adskiller fødslen af os jordemødre sig ikke synderligt fra de fødsler, vi normalt omgiver os med.
Ingen af os ville have været foruden vores kærester, venner eller familiens heppen og støtten på sidelinjen.
Uden deres tro på at vi kunne, kunne det sommetider være svært at tro på det selv.
Som ved alle fødsler er veer – prøvelser – en forudsætning for at komme igennem og kunne kalde sig mor (jordemoder) på den anden side.
Nogle gange syntes vi, at der var for mange – at de kom hele tiden, og vi aldrig bare fik tid til en pause, en tissetår eller en lur.
Andre gange åndede vi lettede op – dén her var ikke så slem, varede ikke så længe eller bragte os mærkbart tættere på målet.
Og pludselig var vi alligevel nået til pressefasen – venner og familie må minde os om, hvordan vi overhovedet nåede dertil – og som de fleste kvinder opdager, fandt vi også, at den sidste del af fødslen var hård og energikrævende.
Men midt i det hele blev vi også opmærksomme på, at vi havde kræfter og evner, vi ikke anede, vi besad.

Nogle af os kom igennem med en epidural eller en pudendus.
Andre gjorde det au natural med saftevand en masse – helst i et badekar.
Nogle med hele familien på stuen.

Men alle kom vi igennem.
Og så vidt jeg ved helt uden s-drop, kopper eller klip.

Så i dag bliver et meget eftertrykkeligt punktum sat.
Og jeg synes, at det er en lille smule vemodigt.
Men det er også meget, meget spændende.
Når alt kommer til alt, er det trods alt først nu, at eventyrene begynder!