En prøvelsernes dag

Jeg siger det bare nu.
Hvis du ikke har tid til at læse en lang fortælling, så luk for bloggen og step away from your computer. Kan fornemme, at det bliver en lang én af slagsen.

Anyhow.
Folk, der har kendt mig i længere tid, nægter oftest at tro på det, men jo, jeg er faktisk den generte type. Det er kun fordi jeg bliver den belastende-meget-på type, når man har kendt mig lidt længere, at de bare ikke kan huske det.
Under de rigtige omstændigheder er jeg ikke mange potter udadvendt pis værd.

I dag vidste jeg, at min generthed ville blive sat på en prøve, for jeg skulle have en fødegangsvagt, hvor jeg fulgte en læge. Som vel at mærke ikke vidste, at han skulle have mig på slæb.
Hvordan jeg skulle fortælle det?
Jeg skulle såmænd bare møde op til lægekonferencen klokken 8 og finde ham bagefter.
Simpelt.
Eneste problem:
Jeg anede ikke hvilken af lægerne jeg skulle henvende mig til.

Jeg har to gange før siddet til lægekonferencen, og lad mig bare sige, det har ikke været en succes.
Første gang sad 40 læger samlet om et bord, men jeg fandt heldigvis en tom stol, som jeg frejdigt hev ud og nikkede halløj-halløj til sidemanden, mens jeg allerede var på vej til at placere min generte røv ned på sædet og retorisk spurgte:
“Der sidder vel ikke nogen her, vel?”
Hvortil sidemanden kiggede op på mig og ordknap svarede:
“Jo, der sidder chefen faktisk.”
Så måtte jeg lige så stille dreje min krop op af sædet, og klemme mig over i et hjørne. Uden bord.

Næste gang var der så mange mennesker, at jeg helt frivilligt fandt et hjørne, hvor jeg lige så anonymt kunne sidde og panikke over, hvor iltfattig luften var, og hvor lang tid der ville gå før nogen opdagede, hvis jeg besvimede.

I dag gik jeg derfor målrettet over i hjørnet. Der var ikke kommet så mange endnu, men jeg vidste bedre og kendte min plads.
Det viste sig, at der aldrig kom andre, og mens seks personer sad og konferede ved 40-mandsborde sad jeg så ovre i hjørnet tavs og akavet langt væk.
Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle sige noget eller bare være til, og efter femogtredive stive minutter, gik jeg på kompromis og rykkede tre stole tættere på og hen til bordet, men stadigvæk bemærkelsesværdigt langt væk, og jeg opdagede hurtigt, at det ikke fik mig til at fremstå mindre mærkelig.
Efter en time brød flokken op og var lige ved at forlade mig, tavs og svedende, da jeg endelig fik kvækket “bøh, hvem er forvagt i dag?”
Det viste sig, at han slet ikke var tilstede.

Så måtte jeg halse over til fødegangen, hvor han heller ikke var.
Så måtte jeg jo ringe til ham.
Alle, der skulle være i tvivl om min holdning til telefoni, kan få et brush-up her.
Han fortalte, at han ville komme snart.
Jeg havde nu fået opsnappet hans navn, men havde ikke stiftet bekendtskab med ham på fødegangen, så jeg tænkte, at jeg kunne spørge mig for hos afdelingsjordemoderen og samtidig klage min nød over pinlige konferenceoptrin.
Han er sød, sagde hun, han bider ikke.

Hun havde ret.
Han bed ikke.
Men det gjorde HUN.
Halvvejs gennem dagen og uden flere kiksede mærkværdigheder fra min side af, spotter hun os mens vi taler på jordemoderkontoret.
Hun kommer hen, giver mig et klem, og brøler pludseligt helt bombastisk:
“HAN ER SØD, ER HAN IKKE, ELINE? JEG SIGER DIG, [lægens navn], ELINE VAR SÅ NERVØS FOR AT MØDE DIG, MEN SÅ SAGDE JEG OGSÅ: NEJ, NEJ, DU BIDER IKKE. HA! HA! HA!”

Så var det, at jeg mest af alt havde lyst til at lave kamæleonen, blive et med tapetet og klaske sammen.

I realiteten blev jeg bare pæon-rød i hovedet, brølede tilbage
JAMEN, [afdelingsjordemoderens navn] DOG!
Og erkendte for mig selv, at udover på bloggen, så fortæller jeg aldrig mere om min generthed