Pigen, der råbte ULV, FOR HELVED’!

Okay. Jeg går ud fra I kender historien om Peter og Ulven? Hvis ikke, så gør det ikke noget. Min historie, vil være den, man fortæller fremtidens børn…

Det hele startede med, at nogle bøller havde fundet en nøgle til kælderen under min lejlighed. Her havde de det mægtigt bølle-skægt; futtede pulverslukkeren af, tissede i hjørnerne, ødelagde haveredskaberne og røg cigaretter (og det der var sjovere), så det sved i øjnene helt op i mit soveværelse.

En dag løb jeg ind i dem, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg blev meget vred. Bad dem om at holde sig langt væk. Havde helt glemt at jeg ikke var en skummende, farlig pittbull-terrier, men bare en vattet chiuhuahua. Og den eneste der blev bange, var mig selv.
Dagen efter gjorde jeg det eneste rigtige – løb ned til viceværten, der udskiftede låsen.

Ugen efter syntes min tillid til omverden at vende tilbage. Selv folk i metroen var søde. Denne naive tiltro brast dog brat på selv samme metrotrappe.
En person prøvede gudhjælpemig at stjæle fra min taske! Løb lige op til magasinvagterne, som den ægte bangebuks, jeg er.

Således forarget over medmenneskers frækhed, skete der noget højst ejendommeligt, da jeg var på vej i seng forleden:
Der STANK af røg! … og vent! … der lød minsandten mandsstemmer fra kælderen igen. Nu. HAR. jeg. ALDRIG!
Hvis man ikke engang kan udskifte låsen og holde bøllerne væk, hvad skal en stakkels eneboende kvinde så gøre? Jeg listede rundt om ejendommen og kunne ganske rigtigt se, at der var lys i det ellers aflåste kælderrum.
Jeg tastede hastigt numrene til mine livliner: Far. Optaget. Mor. Optaget. Søster. Telefonsvarer. Prøvede igen. Samme resultat.

Nu var jeg sådan set lidt tomhændet. Stak i mit grimme joggingsæt og søgte tilflugt til genboen (som jeg overhovedet ikke kender). Havde regnet med at den unge, bredskuldrede mand ville åbne, og blev derfor lidt befippet da det var den unge mor. Bævende fortalte jeg, at bøllerne var tilbage. Vi gik op til formanden, så han kunne tage hånd om det.

10 minutter senere ringede det på døren. Det var formanden. Der var møde i rummet under min lejlighed, og han ville gerne undskylde, at én af mændene røg, selvom der var rygning forbudt.

Jeg ville bare gerne undskylde min eksistens og grave mig ned sammen med min mistro til omverdenen….