Ting, jeg ikke fik fortalt

Den udskældte hospitalsfødsel

Jeg har længe gået og funderet over følgende indlæg, så hvis det bliver lidt rodet, håber jeg, at I vil bære over med mig.
Rod er jo nogle gange en konsekvens af at have meget på hjerte.
(… Det er i hvert fald dét, jeg forklarer mig med, når jeg ser på min lejlighed – det er jo udfordrende både at lave mad, vaske op og synge ballader på samme tid…)

Jeg har tænkt, at jeg ville fortælle lidt om mit forhold til hospitalsfødsler i dag.
Jeg har jo flere gange skrevet om hjemmefødsler og fordelen ved at føde hjemme, og det er absolut ikke en hemmelighed, at hjemmefødsler er et emne, der står mit jordemoderhjerte meget nær.

Selv kommer jeg aldrig til at føde hjemme af den meget simple grund, at jeg har diabetes. Man skal have en ukompliceret graviditet og fødsel for kunne anbefales at føde hjemme.
Jeg indrømmer, at på trods af at en eventuel graviditet formentligt ligger adskillige år ude i fremtiden, så har tanken om, at jeg ikke skal føde hjemme, faktisk været lidt sorgfuld.
Ikke fordi jeg har noget imod hospitaler, men nok snarere fordi jeg har det, som de sang i den dér gamle Bølle-Bob-sang:
Jeg er meget bedre hjemme hos mig selv.
Men helt ærligt, en hospitalsfødsel, det kan jeg sagtens forlige mig med.
Faktisk vil jeg med dette indlæg rigtig gerne sprede budskabet om den gode fødsel – også på hospitalet. For en hjemmefødsel er ikke for alle, og hatten af for det!

Hospitalsfødslen er efterhånden blevet noget udskældt, særligt med omtale af  travlhed og manglende ressourcer.
Men i mine øjne, skal det ikke hedde sig, at der er noget galt i konceptet “hospitalsfødsel”. For i så tilfælde er det ikke hospitalet den er gal med. Så er det endnu engang de kår vi byder vores sundhedsvæsen.
Og det er rigtigt, at man kan skærme sig fra noget af det hektiske ved en hjemmefødsel, men travlhed kan jo påvirke alle steder. Uanset hvor du føder, kan du komme til at måtte vente på en ledig jordemoder, desværre.

Men hvad end du skal føde på hospitalet på grund af komplikationer, praktiske årsager eller fordi hjemmefødsel bare ikke er noget for dig, så husk, at du har præcis de samme rettigheder uanset hvor du føder – det er stadig jeres fødsel!
Så husk, at gøre det til jeres fødsel.
Man kommer nemt til at føle, at man er “på besøg” og skal spørge om lov, når man er på udebane, men vid, at personalet er vant til at møde alle slags mennesker – og at vi jo går på arbejde for at give jer en god og tryg fødselsoplevelse.
Sammenlign din fødsel med en shoppetur:
Du og din kæreste ved, hvad I er på udkig efter.
Jordemoderen er der til at vejlede og guide jer.
Og så husk på, at selvom man nogle gange går på jagt efter en simpel sommerkjole, så kommer man af og til hjem med et par gummistøvler, et tørklæde, fire øreringe, to jeans og en stor plade Marabou.
Ingen ved hvilken vej en shoppetur går – og det samme gør sig gældende med fødsler.
Og man skal aldrig føle sig dum, fordi man ikke kender sin BH-størrelse. Heller ikke selvom man har købt BH’er flere gange før…

Mange af de fysiologiske fordele ved en hjemmefødsel – som blandt andet er et produkt af ro og tryghed – kan du desuden hive med ind på hospitalet, hvis bare du forbereder dig – det skulle man jo også gøre ved en hjemmefødsel.
Fødestuen er jeres, så indtag den på den måde, der passer jer. Jordemoderen skal nok sige til, hvis noget står i vejen.
Find ud af, hvad du tror, vil gøre dig veltilpas i løbet af fødslen.
Skal der være musik, så lav en lækker playliste.
Ingen siger, at man skal føde i en hospitalsskjorte, måske vil du hellere have dit eget tøj på?
Du kan også tage et par kunstige stearinlys eller en lille lyskæde med – hvis folk synes du er fjollet, så lad dem!
Hvis der er brug for at du har hjertelydskurve på, så kom rundt i forskellige stillinger og ud af sengen alligevel og sig til, hvis lys- eller lydniveau forstyrrer.
Og hvis du har et skræmmebillede i hovedet med en sur og vrissen jordemoder, med armene over kors og nejhatten på hovedet, så visk det ud! Det måske eneste gode ved en stor medarbejderudksiftning er, at jeg har set nok personale til at turde erklære, at mine medarbejdere – gamle som nye, SOSU’er som sekretærer – er både utroligt søde og sjove og mere end almindeligt hjælpsomme!

Hospitalsfødsler kan sagtens være rolige, trygge og decideret hyggelige. Det er jo dét vi alle samme gerne vil.
Det var bare dét, jeg ville sige.

Uanset hvor du skal føde, så forbered dig sammen med din partner, tag den kommende fødsel til jer, og gør den til jeres egen.
Fødsler kan ikke gøres om.

image

————

Har du født ude eller hjemme?
Eller skal du føde?
Hvilke tanker gør du dig?
Kom med dem lige her!

 

Følg desuden bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT hvis du lyster. Og har du indlægsforespørgsler, så hold dig ikke tilbage 😉

 

6 kommentarer

  • Karen

    Har 3. Fødsler på bagen. Først en hospitalsfødsel, hvor jeg fødte på 5 timer, og kun fik lov at komme ind til tjek på fødegangen fordi jeg selv pressede på (var 8 cm åben da vi kom derind).
    Anden fødsel var derhjemme (efter noget tovtrækkeri med hospitalet grundet en tarmsygdom som havde været i ro i 5 år). Det var en fantastisk oplevede, og både manden og jeg var enige om at dette skulle gentages.
    Tredje gang var planlagt til hjemmefødsel. Fik dog nyrekateder i uge 32 fordi baby pressede på adgangen til min blærer, og det endte med en igangsættelse i 36, fordi der var bøvl med at det hele tiden stoppede til. Jeg syntes det var hårdt med en hospitalsfødsel efter min dejlige hjemmefødsel (selvom jeg nærmest havde truet mig til en igangsættelse, velvidende at det betød en hospitalsfødsel. Jeg følte mig bestemt ikke hjemme på den meget skrig orange fødestue. Det hjalp heller ikke at vi var igennem 3 jordemødre og 2 Sosu’er på 5 timer. Alle vi var i kontakt med var rigtig søde, men jeg vil til en hvertid vælge en hjemmefødsel, frem for de meget sterile og fremmede omgivelser….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære Karen,

      Tak for din kommentar!
      Jeg kan sagtens forstå, at du foretrækker hjemmefødsel frem for hospitalsfødsel – det lyder også som om I må have været på hospitalet en hektisk dag med så skiftende personale. Øv.
      Skulle en fjerde graviditet melde sig på banen, så håber jeg, at den forløber fuldkommen efter bogen, så du og familien kan føde dér, hvor I har det bedst 🙂

      De bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Jeg har født på Viborg Sygehus begge gange, og det har været en rigtig god oplevelse! 😍 Første gang fødte jeg med en helt fantastisk studerende, som blev ved min side helt til jeg var lappet sammen igen bagefter (godt 30 minutter efter hun egentlig havde du). Anden gang gik det rigtig stærkt, men jeg arbejdede kontrolleret i mig selv og havde kun behov for lidt guiding til allersidst.
    Jeg husker tilbage på begge fødsler med store glæde og taknemmelighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære Linda,

      Tak for din kommentar 🙂
      Hvor er det dejligt at høre, at du har to gode fødselsoplevelser med i bagagen! At tænke tilbage på sine fødsler med de følelser som de beskriver, er jo essensen af tilfredsstillende jordemoder(studerende)arbejde 🙂
      Bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hald

    Jeg har født på hospital (Hvidovre) begge gange, og har været tilfreds og tryg ved begge fødsler. Første gang (juli 14) gik alt lynhurtigt, og jordmødrene havde meget at se til den aften generelt, men jeg synes alligevel, at de formåede at være rolige og nærværende. Det var først da jeg havde født, at jeg egentlig opdagede, hvor meget tryk der var på. Jordemoderen nåede lige at hilse pænt af – of så skulle hun videre til næste fødsel.
    Anden gang (okt 16) landede vi på fødestuen på en rolig aften. Jeg var jordemoderens første fødsel på den vagt, og alt foregik stille og roligt (altså fra hendes side) – baby havde anderledes travlt, og fra vandet gik, og til han var født, gik der ca en time. På den time nåede jeg både at åbne mig de sidste 7 cm og så få ham ud 😅
    Jordemoderen havde efterfølgende tid til at følge os til dørs, ift at skrive journal, selv tjekke op på os osv – så det var også rigtig fint.
    Alt i alt har jeg været rigtig glad for at føde på hospitalet begge gange, og har ikke følt at noget skulle hastes igennem, eller haft fornemmelsen af at personalet havde drøntravlt – uagtet at de nok har haft det.
    Så ikke andet end thumbs up fra mig. Hvis jeg skulle føde en 3. gang, ville det nok også blive på hospitalet. Jeg kan godt lide den tryghed, der er i, at man er på et hospital, og læger mm er lige ved hånden – hvis det skulle blive aktuelt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære Hald,

      Dejligt, at du har haft nogle gode fødselsoplevelser – også på trods af travlhed den første gang. Og så er det jo skønt, at der var tid til at følge jer ordentligt ud af døren anden gang 🙂
      Det er bare fedest, at få talt forløbet lidt igennem og sagt et stille og roligt farvel bagefter.
      Mange kan godt lide den tryghed ved at være på hospitalet, som du beskriver og så er det jo dejligt, at det ligger én frit for at vælge – også når babyerne er utålmodige med at komme til verden 😉
      Tak for din kommentar og fordi du læser med!

      Bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting, jeg ikke fik fortalt