Kom døden nær på 14 måder

Bare kald mig langsom, men jeg har først for nyligt fået øjnene op, for den dér motionsapp.
Du ved, 7minutesworkout-app’en

7 minutter – fjorten øvelser. Helt ærligt, hvem skulle ikke have tid til det?

For jeg har stået og kigget uskyldigt på min kalender – og ret skyldigt ned på min krop og tænkt “Holy flying føk, skal den dér ned i en bikini om lidt?? For real??” det har ikke været en særligt appellerende tanke, med mindre jeg fik det bare en my bedre med det syn, der mødte mig.

Forstå mig ret, det handler ikke om et quickfix, faktisk slet ikke, men mere om at komme lidt i kontakt med min krop igen. På en måde, hvor jeg ikke kun mærker den, når blæren er ved st springe, maven skriger og/eller jeg er ved at tumle om af træthed.

Så, tænkte jeg, syv minutter – 14 øvelser – hver dag i fjorten dage, til at gøre noget godt for mig selv.

Hold nu kæft for en mega god ide!, tænkte jeg.

Jeg lagde i hvert fald meget entusiastisk ud:

Og så var det ellers som om det gik støt ned ad bakke. Særligt da jeg indså, at ti sekunders pause mellem øvelserne, jo reelt set slet ikke er en pause, men bare et lille bitte komma, hvor du tænker

– hvad fanden er det for en øvelse?

– hvor er der et stykke bar væg, jeg kan klaske min røv op ad?

– det her er de længste tredive sekunder i mit liv

Efter øvelse nummer to (jeg tror de kalder den “Wall-sit”, men det rigtige navn er “tænd ild til dine lår og græd op ad væggen), begyndte programmet at blive mere og mere sindssygt

og jeg begyndte at indse en ting eller to

jeg prøvede at bevare gejsten, mens jeg efter bedste evne – og med stjernerne spillende rundt om mine øjne – løb rundt i min stue og kastede mig ned på gulvet, op på stole, ind i vægge og op ad loftet.

program tydeligvis udviklet af kropshadere

De sidste minutter er faktisk rent gætværk, hvad jeg foretog mig.

Pludselig lå jeg bare på gulvet, mens app’en narrøvsagtigt og gjaldende bekendtgjorde:

… det blev heldigvis bedre i løbet af de fjorten dage med 7 minutes workout. Lidt bedre, i hvert fald.

og jeg er blevet stærk. Som i mega, sindssygt stærk.

I hvert fald så stærk, at det var derfor, at jeg ganske uforvarende revnede mine bukser syv centimeter i skridtet, sidste gang jeg var på arbejde… ikk’?

---

læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Og kender du en ven, der skal have et træningsfif til bogstaveligt talt at arbejde deres røv ud af bukserne – så send dem endelig i den her retning.