Når du dater… På tinder. Igen

Oh. Holy. Føk.

Af én eller anden grund er jeg blevet spurgt meget til mit kærlighedsliv efter jeg kom hjem fra Grønland.
Ved ikke, om det er fordi venner og veninder forestillede sig, at jeg ville møde en masse spændende mænd deroppe.
I så tilfælde må jeg skuffe og sige, at mandeudvalget var ret … Petit. Altså, på en måde hvor jeg – efter jeg kom retur – nærmest ikke har kunnet tage tre stop med 5A uden at tænke “hold da lige min underkæbe, her er mange pæne mænd!” Og har misset mit stoppested af bar betagelse.

Anyhow, når jeg har sagt, at der ikke var så meget at berette på dén front, har samtalen hver gang taget en foruroligende retning og næste gang veninden/vennen åbnede munden, var det for at spørge:
“Skal du så på Tinder?”
Og jeg har blankt svaret:
“NEJ! Det orker jeg simpelthen ikke! Jeg kan faktisk godt lide ikke at være omgivet af mærkelige mænd (eftersom det er det eneste jeg tiltrækker)”
Og så har dén skuffe ligesom været lukket.

Men altså, så sad jeg jo alligevel i søndags og kedede mig lidt.
Med morgenhår og hængebryster og tænkte:
“Hvad mangler min kedelige morgen? Tindermænd!”
og 1-2-3 havde jeg fandme hentet app’en igen.
Og der var så.man.ge.pæ.ne.mæ.nd!
Og hov, på under ti minutter havde jeg et match og en ny besked.
Føk, tænkte jeg. Det var jo egentligt ikke fordi jeg orkede at interagere  med nogen… Men okay, nu havde der siddet én eller anden derude bag en skærm og gjort sig umage og skrevet til mig.
Hvad kunne der ske?
Og er det ikke noget med at tænke carpe diem og alt det der?

Men altså, efter tre beskeder fik jeg en mærkværdig beretning om, hvordan det lykkedes ham at score på sin sidste ferie.
Jeg havde ikke skrevet noget, der overhovedet kunne lægge op til dét.
Øh, okay, tænkte jeg.
Han må vist lige have haft en lille absence dér. Eller glemt at han taler med en potentiel date? Kan man monstro have nervøs munddiarré på skrift? Er det dét, der er sket?
Men så tikkede en ny besked ind (jeg nåede ikke at svare på det første… hvad svarer man i øvrigt på dét??) hvor han tilføjede, at han virkelig glædede sig til at blive far og endda havde forslag til børnenavne!
Ej, nu bliver det altså lige en tand for mærkeligt, resonerede jeg. Skrev, at jeg altså ikke lige gik rundt og tænkte på børnenavne…
Simultant med at endnu(!!) en besked ramte min indbakke:
“Skal vi ikke skrive sammen over SMS i stedet?”

Helt paf over denne fremturen (frembusheden og hastigheden i datingverdenen var tilsyneladende blevet skruet op gevaldigt op på frie måneder!) gjorde jeg noget, jeg er meget lidt stolt over at indrømme:

Jeg slettede simpelthen kontakten.
Altså, I ved på samme måde som hvis du sad og så en virkelig voldsom gyserfilm, hvor hovedpersonen bliver knivstukket og med blodet spruttende ud af halsen og øjnene forsøger at klare skærene. Hvor det simpelthen bliver så for meget at være vidne til, at du uden at tænke over det, bare griber fjernbetjeningen og med en vis lettelse slukker for den hårrejsende, tåkrummende affære.
Det gjorde jeg altså.
Og hvem ved, måske sad der i virkeligheden en fyr og grinede over at skrive de mest mærkelige ting til fremmede personer og se hvor meget de kunne rumme?
Måske han tog pis på folk.
Måske jeg slet ikke skulle have dårlig samvittighed?

…

Jeg tog fejl.
Selvfølgelig gjorde jeg det.
For der gik kun cirka fire timer, så lå der en beskedanmodning på min FACEBOOK (!!?!??!! I’m not shitting!) med den anklagende ordlyd:

“Hvorfor fjernede du mig på tinder?”

Og jeg redigerede mentalt min indre mande-tjekliste endnu en gang.
Den har ændret sig en del gennem årene.

Se bare her:

2008

2017

Så er spørgsmålene bare som følger:
Skal man blive ved på tinder?
Googler alle sig frem til hinandens facebookprofiler??
HVAD var de navneforslag???

Og til jer, der er i lykkelige forhold:
Praise yourselves – it’s a jungle out there!
… Og hvor mødte I hinanden??

---

Følg med på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT for flere af hverdagens gråtoner, datingkatastrofer og tankespind.
Sort på hvidt.