Det benhårde break-up med Bob

Åh, altså, den kærlighed.
Lige så sukkersød den kan være, når to og to giver fem, lige så bitter og  hård kan den være, når den ikke er gengældt.

Det sidste måtte stakkels Bob sande i dag.

Han sneg sig ind i mit liv ganske ubemærket og med en næsten beundringsværdig selvfølgelighed.
Lige dér midt i mit ferieparadis.
Selvsikkert og uden egentlig at gøre særlig meget væsen af sig, troppede han op… Ikke på mit dørtrin, men på mit badeværelse.
Stod bare dér med sine store, brune øjne – og kunne ikke tales til fornuft om, at en kvinde altså har brug for lidt privatliv.

… I har vel regnet ud, at Bob ikke er fyr, ikk’?

Bob er det store, glinsende lyserøde firben, der tog bo på mit badeværelse på Korfu.
Han blev uden tvivl mægtig glad, den aften han opdagede, at hans lille ungkarlehybel fik besøg af ikke bare én, men TO dejlige damer.
Nemlig; mig og min mor.
Straks kastede han sin kærlighed på os begge – hvem elsker ikke lyden af en angsttissende dame, hva’?

Nåh, men vi prøvede at tage Bobs kærlighed med et gran salt.
Vi slog vinduerne op på vid gab og – nu kan jeg jo kun tale på egne vegne – messede med en glasursød stemme:

“Bob. Bob, smut nu ud af vinduet. Farvel, farvel, Bob.”

Men han sad bare dér og gloede på damerne.
Og dét blev han ved med.

Da vi kom hjem fra stranden i dag, hujede min mor først ude fra toilettet:
“JuhuuUuuu! Bob er smuttet!”
Men kort efter tilføjede hun så:
“… Eller. Nej. Nu sidder han i loftet lige over toilettet…”

Og til de, der ikke har haft fornøjelsen at støde på lyserøde firben (faktisk er de gennemsigtige, så man kan se deres organer – jep, “klamt” er ikke engang helt dækkende!), kan jeg afsløre, at udover at være mega klammo, så er de også pisseutilregnelige.
Altså, på en måde, hvor du ikke aner – eller fatter – hvor de spurter hen i næste øjeblik.
Det er i hvert fald ikke en tilfældighed, at de er udrydningstruede, for de kan finde på at løbe direkte ind i en dørsprække, der er ved at lukke – for så at blive mast til pandekager.

Men altså, med dén viden i baghovedet, var der ikke en jordisk chance for, at jeg ville sætte mig og tisse med risikoen for at få en flyvende hjernedød gekko i hovedet!
Nødplan måtte iværksættes.
Hvordan får man en gekko til at forstå, at man altså ikke elsker den?
At man ikke engang vil være venner?
Men bare vil være i føking fred mens man tisser?

Planen vi bryggede var simpel:
1)Tage fiskenet
2)Tage kost
3)Få lyserødt firben/gekko/Bob til at falde ned i fiskenet med kost
4)Smide lyserødt firben/gekko/Bob ud i naturen
og hvis alt andet svigtede, så i hvert fald bare
A)IKKE KOMME TIL AT SLÅ BOB IHJEL
Ja, hvem sagde naturmennesker, jeg spørger bare!

Nu ville jeg jo gerne kunne fortælle jer, at både min mor og jeg er voksne mennesker – selvstændige kvinder – der ikke lader sig kue af sådan en smule klistret krybdyr og at vi tog det med ophøjet ro. At vi ganske enkelt gjorde det sterotype kvinder-er-så-hysteriske billede til skamme og ikke ønskede bare det mindste, at min far var der, så han kunne tage ansvaret for at slippe af med vores ufrivillige beundrer.
Men sagen er den, at vi på trods af Bobs åbenlyse kærlighed, var ret bange for ham. Altså på grund af stalker-tendensen, hvor man ikke ved om han pludselig løber hen mod dig med en løftet kniv/taber halen…

Hurtig som en ninja trak min mor jeg-holder-bare-kosten-kortet, og supplerede beredvilligt med, at hun jo kører bilen, fordi jeg ikke tør.
“Jaja,” sagde hun.
“Jeg gør nok ikke så meget. Men jeg går da med som moralsk støtte. Og måske skriger jeg lidt.”
Således opmuntret greb hun kosten og jeg fiskenettet (punkt 1 og 2) og begav os mod det Bob-inficerede badeværelse…

Bob sad og plirrede dovent med det ene øje, da vi kom ind.
Måske håbede han, at vi skulle høre Lady GaGa ligesom da jeg børstede tænder i morges, måske var han bare begejstret for, at begge damer var kommet for at besøge ham.

I hvert fald skete der følgende, da vi prøvede at gennemføre punkt nummer 3 i vores *host! * skudsikre plan:
Jeg førte nettet op under Bob og min mor pirkede nervøst med kosten.
Bob skreg “NÆÆÆÆÆÆÆH dog! BESØG – FEDEST !!!” Gav slip på væggen og susede lige forbi nettet og ned til os på gulvet.

(Indsæt selv lyden af højrøstede panikhikstende hvin. Se for dig flaksende arme. Tilføj til dit mentale billede et firben, der spurter tværs over gulvet mod to skrigende kvinder med fiskenet og koste i hænderne. Fuldend dette sceneri med, at én af damerne (min mor) springer ind i vores brusekabine. Med kost og hele molevitten)

Tilbage stod jeg og lige dele viftede med fiskenettet og udstødte hvin, som gør min “selvstændige kvinde”-side forlegen.
Bob var nu meget forvirret. Ville meget gerne have et kram. Eller måske mærke mine nybarberede ben.
Jeg ville bare meget gerne ikke komme til at komme i nærkontakt med ham. Risikoen for at én af os ville dø af et fysisk sammenstød, var mere end sandsynligt, vurderede jeg.
Og hvad hvis han smed sin hale midt i det hele??
Han fór hen over gulvet, så lidt op af væggen – og jeg og mit blå fiskenet fulgte både bange og overivrigt efter, men lidt som om Nik & Jay dikterede hvordan: “Lad mig se dig frem og tilbage, fra siden til siden. Lad mig se dig gå op og så ned, kom nu bliv ved”
Snart efter – spørg mig ikke hvordan – lå Bob i mit net, levende og alt muligt!
Med en energi jeg ikke troede mulig, slyngede jeg nettet ud af det åbne vindue og – vups!- var Bob væk.

Aldrig er et vindue blevet lukket så allerhelvedes hurtigt. Ej heller så hermetisk.

Rygterne vil nemlig vide, at Bobs slægt er meget nært knyttede til de steder de kaster deres kærlighed på…
Så smider du dem ud, kommer de gerne igen. Og igen. Og…

Åh Gud, tror ikke jeg orker endnu et break up med Bob!

…

Vil du høre om Bob kommer tilbage, om jeg får flere dyrevenner på min ferie eller om min nogensinde får farve på mine skinneben, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN ooog SNAPCHAT. Så får du meget mere af hverdagens gråtoner i dit news feed