Mit helt igennem uvidende teenage-selv

I år er det ti år siden jeg gik ud af folkeskolen.
Den slags jubilæer sætter jo gang i de små grå, og sender os ofte på lange, zigzaggede ture ned ad Memory Lane.

Selv har jeg ikke kunnet undslå mig, og jeg er kommet frem til én meget tydelig ting:

For føk, hvor vidste jeg lidt.
Nærmest ingenting!

For det første troede jeg i en (åh, alt for lang) periode, at jeg var rimelig cool med mine skater/hængerøvsbukser! Kan I forestille jer mig med hængerøvsbukser på? Nej? Det er der fisme en grund til! Små kvabsede kroppe har ikke gavn af hængerøvsbukser. Det er bare et no-go, når dine ben pludselig ser ud som om de kun er fyrre centimeter lange!
Men okay, jeg synes stadig, at jeg rockede min korte læderjakke…

For det andet anede jeg ikke en dyt om, hvad jeg ville her i livet. Og det synes jeg er helt okay. Fatter faktisk ikke, at vi stiller så store krav til at vores unge i 15-16-års alderen skal kunne tage særligt meget stilling til hvordan deres fremtid skal se ud.
Herre gud, da jeg var 16 vidste jeg ikke engang hvad, der var bedst for mine øjenbryn – hvordan skal man så vide, hvad der er bedst for sin fremtid?
Jeg gad bare ikke gå i skole mere. Jeg klarede mig godt i dansk og engelsk, og var vel egentlig ret gennemsnitligt i de fleste andre fag. Men havde jeg ikke haft mulighed for at komme på efterskole, og koncentrere mig om noget andet end bøger i et år, tror jeg, at jeg var blevet ramt af en bog-lede på et gymnasium.
Jeg var i hvert fald ikke endt med at tage et utraditionelt valg, og tage en HF-eksamen og få skolens højeste snit.

For det tredje vidste jeg slet ikke, hvordan man styrede sin brandert. Og det kan jeg jo holde fast i at jeg stadig heller ikke helt gør – og så kan jeg føle mig ung med de unge!

Men vigtigst af alt, vidste jeg bare virkelig lidt om mig selv.
Hvilket jo egentlig er lidt mærkeligt, men i en tid hvor man er ved at finde ud af sig, hvem man er og hvad man kan, var jeg bare helt vildt usikker.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig se mit lille usikre selv, stå foran min mor og sige ordene, der næsten var blevet et mantra for mig:
“Jeg er bare bange for, at folk synes, at jeg er klog men kedelig…”
Og når jeg tænker på dén bekymring nu, er den jo fjollet, nærmest direkte åndssvag, men åh, dengang… dengang fyldte den alt.
Hvis jeg kunne, så rakte jeg mine lange mormorarme tilbage gennem tiden, greb mit sekstenårige-selv hårdt om skuldrene, ruskede hende både kærligt og hårdt, og fortalte hende ét og andet om hende selv.

Klog men kedelig? Nu har jeg aldrig!
Dér kan man sgu tale om at bekymre sig unødigt. Havde jeg bare vidst, at begge dele, ville give helt sig selv, når jeg bare gav mig lov til at være mig selv!
Siden da er jeg alt for ofte blevet beskyldt for ikke at være rigtig klog – men aldrig kedelig…

Hvad ville I sige til jeres sekstenårige selv?
Jeg ville nok også have indskudt et par gode råd til mig selv om pincetter og lavtaljede jeans…

…

Hvis du vil vide mere om hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på INSTAGRAM, og vil du være den første til at høre om de næste indlæg, så hop da over og følg med på FACEBOOK.