Tog tvillingen til lægen

ok.
Jeg har nok altid haft et noget anstrengt forhold til læger. Altså, ikke alle læger. Bare min læge. Måske har det noget at gøre med, at dengang jeg fik konstateret diabetes som fem-årig, startede det hele også med noget, der syntes som et harmløst lægebesøg. I hvert fald; uanset årsag, så har jeg det altså ret stramt med lægebesøg.
Det starter allerede i venteværelset. Selv dengang jeg bare skulle have en læge-erklæring til mit kørekort, sad jeg derude og svedte og følte mig meget skidt tilpas! Jeg kigger ned i nogle intetsigende magasiner, og foregiver at læse, mens jeg i virkeligheden stirrer rundt på alle de andre og tænker på, hvad de fejler, hvad jeg mon fejler og overvejer, om jeg ikke bare skulle klaske cykelhjelmen tilbage på hovedet og styrte hjem igen.

Sådan havde jeg det også, da jeg i eftermiddags sad og ventede i en slidt træstol hos min læge. Lægecenteret ligger inde på et plejecenter. Allerede hér tøver man jo lidt. Er lægerne tvunget til at få patienter på den måde, at de bor et sted, hvor folk fysisk ikke orker at søge længere væk for at få lægehjælp? Er det lukrativ tænkning?
Nåh, men det gode var i hvert fald, at de ældre trænede i ét af de tilstødende lokaler og de høje hep og “kom så!”, virkede motiverende også på mig. Så jeg blev siddende.
Skævede til den eneste anden, der ventede. Hun havde sin cykelhjelm på. Hvorfor? Var hun kun lige kommet? Var den gal med balancen? Eller var hun ligesom jeg kun et bøh! fra at styrte ud?
Jeg ved ikke, hvad der var med hende, men da lægen kaldte, fulgte hun bare med. Med hjelm på og det hele.

Personligt, havde jeg i knap to uger gået rundt med en øm knude på halsen – kærligt omdøbt min indegroede tvilling – og da den ikke ser ud til at have tænkt sig at smutte, måtte jeg jo se i øjnene, at et lægebesøg var på sin plads.

Havde ikke set min læge, Marianne, før. Hun virkede lidt forpjusket, som hun stod dér og bad mig tage plads, mens hun med øjnene ledte efter min tvilling.
“Ja, det kan jeg godt se,” sagde hun og følte om min hals på en måde, der ude af sammenhæng kunne minde om kvælertag.
“Ja, det er nok noget med lymferne. Åbn op.” Fattede lidt sent at det var munden hun mente. Åbnede op.
“Haft ondt i halsen? Forkølet? Knuder andre steder?”
“Nej. Nej. Nej.” Svarede jeg pligtskyldigt.
Jeg troede, at det værste ved mit lægebesøg – for både mig og Marianne – var, da hun lige ville mærke om der var knuder andre steder og pludselig måtte tage mine utroligt svedige armhuler under kærlig behandling.
Men. Det blev værre. Blodprøver. Med nitten år som diabetiker burde jeg jo være immun, men det er jeg ikke, og jeg havde slet ikke overvejet blodprøver. Føk.
Jeg kiggede påtaget kækt ned af mine virkelig blege arme, og sagde serviceminded, at min højre plejer at være bedst, og udpegede endda den fætter, jeg synes hun skulle prøve.
“Nogle gange (læs altid) er jeg lidt svær at stikke…” forklarede jeg spagt.
“Ja, det kan jeg se,” erklærede Marianne.
“Det er i hvert fald ikke ligefrem fordi de springer ud i hovedet på mig. Jeg stikker nu. Mh. Hm. Hmf. Nåh. Den vil ikke Vi prøver den anden”

Da jeg ti minutter senere forlod lægeklinikken i al hast med tape og vatdutter på begge arme, følte jeg mig ikke ligefrem bedre tilpas. Men puh, det var i det mindste overstået. Marianne sagde hun ville ringe mandag. Formentlig er det nok en infektion. Selvom besøget nu var overstået, følte jeg mig stadig ikke helt på toppen.

Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg bagefter skulle ud at shoppe. Ferien lurer jo lige om hjørnet. Men først var det som om, at jeg ikke lige var i humør. Kunne shopping overhovedet hjælpe?
Men da jeg i første butik hev dankortet frem, skete der pludselig noget. Kortet føltes helt magisk, som en brønd af uendelige muligheder – og jeg gik mildest talt amok. Som i en blodrus/bonrus(?) hersede jeg fra butik til butik og hev ting ned fra hylderne.
Kjoler, nederdele, skjorter, sko, undertøj, badetøj, hverdagstøj – på beløbet, TAARK!

Nu sidder jeg så herhjemme.

Tvillingen kan nok ikke shoppes væk. Men det var nu ganske rart at prøve.
Og man skal jo have tøj på kroppen uanset hvad, ikk’?