Så hvad laver hun egentlig?

Ja. Der er endnu engang nok gået lidt for længe, siden jeg sidst påduttede jer en anekdote om lit liv.

Så hvad går jeg egentlig rundt og laver?

Der er blevet vendt noget op og ned på min hverdag siden sidst.
Jeg har forladt min lille lejlighed og er flyttet hjem til mine forældre igen.
For en periode.
Lejlighed er byggerodet og vandløs. Vandrør og faldstammer og den slags herligheder skal udskiftes, og det er fantastisk (og sikkert billigst) at få det gjort i vinterhalvåret.
Så selvom mit indre friluftsmenneske ellers hopper og springer for at begive sig ud i gården til fællesbad og -toiletter for at gøre sit morgentoilette, så har MageligEline nedlagt veto og er for en stund flyttet hjem i kælderen.

Det er nu mærkeligt for nu står det pludselig krystalklart for mig, at siden kælderen var mit domæne for fire år siden,… er jeg faktisk blevet voksen.
Som i jamen-jeg-vil-helst-have-tallerknerne-skyllet-af-inden-de-skal-i-opvaskemaskinen og sådan-her-folder-jeg-tæpper måden.
Bare dét at blive spurgt – helt uskyldigt – hvornår jeg er hjemme, er nærved et umuligt spørgsmål!
Hvor skulle jeg vide det fra?
Jeg er ikke vant til, at der er nogen, der tager sig af det!
(Hvilket engang imellem gør mig bekymret for hvor længe jeg kunne ligge og lugte i lejligheden, før nogen fandt mig…)

Nåh, men nu vil I vel gerne vide, hvordan det går med det dér triathlon, vil I ikke?
Jamen, jeg skal ikke holde jer hen længere;
Det går faktisk meget godt.
En fordel ved at være hjemmeboende igen er, at min mors begejstrede eller bebrejdende blik stadig har lige så stor effekt, som da jeg var elleve år!
For helvede, det kan få mig ud på fortovene! I al slags vejr!
Selvom mine balder skriger og smerter, så vil jeg hellere stå til ansvar overfor dem end for min mors skuffelse…
Jeg cykler stadig til arbejde, så det er primært det dér med at løbe, der bekymrer mig.

Og dog, der var jo også lige den der svømning.
I dag er efterhånden mange år siden, jeg var en habil svømmer. Er 300 meter blevet en hård distance siden?
Det skulle gerne vise sig i dag, hvor jeg skulle op og svømme med en triathlon-lidelsesfælle.
Jeg troede, at det ville være det, der ville få min puls højest op i dag, men jeg tog fejl.

Vi skulle mødes uden for svømmehallen – og jeg var som altid lidt for tidligt på den og stod og hang, da jeg pludselig hørte et ordentligt spetakel.
Jeg vendte mig om lige tids nok til at se en ældre herre vælte på sin cykel og slå baghovedet direkte ned i asfalten.
Jordemoder/katastrofegenet vågnede straks til live i mig, og jeg skyndte mig hen til ham. Han lå fortumlet på jorden og var for en kort periode omtåget.
Det var jeg også.
Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg ville ønske, at han var fødende, for så ville jeg da vide, hvad jeg skulle stille op med ham.
En anden kvinde kom til og mens jeg kørte ABC-algoritmen igennem, ringede hun efter en ambulance.

Staklen havde fået hul i hovedet (husk hjelmen, venner!), men kom sikkert afsted til hospitalet med en ambulance.
Inden da nåede jeg dog at køre alle mulige interimistiske løsninger igennem i mit hoved.
Det var lidt ligesom dengang jeg var til hjemmefødsel uden ilt, sug eller navlesnorssaks og overvejede om man eventuelt kunne suge et barn med sugerør og desuden bad far om at koge en saks…
Herren blev kørt afsted med tvivlsom, men kunstnerisk, kompres af viskestykke i nakken.

Efter dén opvågning, var svømningen ingenting og vi klarede 26 baner på omtrent en halvt time.

Tror dog, at jeg stadig var lidt forskrækket efterfølgende.

Tog ud for at købe en fødselsdagsgave til min fætter.
Kom hjem med et sæt fra H&M.
Til mig selv.
Og jeg havde også smidt mine handsker væk.

Så resten af fredagen vil jeg bruge i slasket tøj, på sofaen foran fjernsynet.
Så er det også nemt, at vide, hvornår jeg vil være hjemme.